Live – Mest populære fodboldnyheder

Daniel Hvalsø Carlsen

Tid til refleksion i Brøndby: Her kniber det alvorligt

Der er særligt to pladser, hvor Brøndby-træner Thomas Nørgaard må ønske sig noget nyt til vinter.

Analyse

Det positive først.

Brøndby-keeper Patrick Pentz har stået ganske fint på mål her i starten af sæson 2026/27.

Det til trods for, at østrigeren blev rygtet ganske kraftigt væk fra klubben i sommerens transfervindue.

Det er således ikke på målmandsposten, det brænder mest på.

Rigeligt med backs

På backs er man vel egentlig også dækket fint ind, uden at det har været vildt prangende samlet set.

Der er dobbeltdækning på både højre og venstre side. Villadsen og Olivier til højre – Köhlert og Divkovic til venstre.

Det bliver sandsynligvis dem, der kommer til at kæmpe om spilminutterne i resten af indeværende sæson.

Midtbanetrioen, der skal genfinde formen

Midtbanen har også set spændende og konkurrencedygtig ud i særligt sæsonens første kampe, hvor Brøndby lagde ud med uafgjort mod AGF, hvorefter fire sejre på stribe fulgte.

Slisz, Ejdum og Frøkjær har i perioder set rigtig gode ud sammen.

Til derbyet mod FC København var Slisz så i karantæne, hvilket åbnede døren for nytilkomne Casper Winther. Man kan ikke sige, at han brændte banen af. Heller ikke ham.

Daniel Wass er så den rutinerede reserve på midtbanen.

Alt i alt må det forventes, at Thomas Nørgaard søger at gøre førnævnte trio til startopstillingen endnu mere effektive sammen.

De unge kanter med fart på

På kantpladserne i 4-3-3-formationen er der en del ungt krudt at skyde med.

Indtil videre har Thomas Nørgaard vekslet en del mellem alternativerne.

Hyseni og Younis ligner velsagtens lige nu de to bedste bud på dem, der opnår flest startpladser i løbet af sæsonen.

Men Bundgaard og Fukuda banker dog alvorligt på. Ambæk kan også komme til at spille en rolle fra en kant.

Det er bagude og oppe foran, det kniber

Midterforsvaret har givet alt for mange chancer og mål væk.

Den foretrukne spidsangriber – eller 9’er – er ikke blevet fundet.

Ovenstående er de helt store problemer for Thomas Nørgaard, her hvor han har knap tre ugers landskampspause til at reflektere over sæsonstarten.

Luis Binks er som anfører den faste starter i det centrale forsvar. Man den faste og stabile makker er oppe i luften.

Skal det være Alves, Vanlerberghe eller unge Canut? Svaret blæser i vinden.

Ingen har overbevist. Pladsen er stadig til overvejelse.

Andreas Maxsø render stadig transferfri rundt og selvtræner et eller andet sted. Men det leder ikke til, at han skal forvente at få tilbudt en ny kontrakt i Brøndby IF.

Den faste 9’er mangler

Oppe foran startede man med at give rutinerede Patrick Mortensen chancen. Den greb han ikke.

Så var det unge Oskar Fengers tur. Et enkelt mål kom der i kassen. Ikke helt nok.

Senest startede vævre Sho Fukuda så inde som 9’er mod FC København. Det var heller ikke verdens største succes.

Jacob Ambæk fik et kort indhop i samme kamp. Han har i øvrigt bøvlet med skader i snart en del tid. Ikke ligefrem det, der bringer ham i form til en startplads.

Alt i alt må det konkluderes, at midterforsvaret og angrebet er de to pladser, hvor fodbolddirektør Julius Ohnesorge allerede nu godt kan begynde at se sig om på markedet.

Thomas Nørgaard vil sikkert snart banke på døren og bede om forstærkninger til vinter på netop disse to pladser. Hvis han da ikke allerede har givet sine ønsker til kende …

Dårlige resultater betød ikke noget – der var dækket op til derby på Brøndby Stadion alligevel:

Fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder

Live – Mest læste ishockeynyheder