Thomasberg om Billing-rygter: Vil ikke tale om det
Indkast.dk på MCH Arena
FC Midtjylland er kendt som en klub, som ikke holder sig tilbage på transfermarkedet, når der kommer et godt tilbud.
Senest er en spiller som Philip Billing blevet nævnt som en mulighed af bold.dk, hvor også rivalerne fra FC København er blevet nævnt.
Efter midtjydernes kamp mod Hibernian i Europa League-kvalifikationen fik FCM-cheftræner Thomas Thomasberg mulighed for at sætte ord på de historier, som huserer.
- Jeg vil egentlig hellere snakke om kampen, end at stå og snakke om alle de her rygter, siger han til Indkast.dk og fortsætter:
- Jeg kommer til at kommentere, når der er noget konkret, og når der sker noget. Men alle de her rygter, det holder jeg mig ude af, fordi det er spekulationer, og dem er der ingen grund til at deltage i. Dem kan I kigge på, lyder det fra Thomasberg.
En anden spiller, der er rygter om, er FCM-angriberen Adam Buksa, som Udinese efter sigende skulle være interesseret i.
Men det bruger Thomasberg ifølge sig selv slet ikke kræfter på.
- Så længe han er i vores trup, så bruger vi krudt på, at han skal shine dér. Så der er masser af rygter, og det vil der være resten af vinduet, og det vil højst sandsynligt ikke kun være på ham, slår Thomasberg fast.
Han kan dog fortælle, at udskiftningen af Buksa i forbindelse med pausen handlede om, at polakken er småskadet.
Kampen mod Hibernian endte desuden 1-1. Læs mere om den her.