Kampen mellem AFC Leopards og Gor Mahia, i den kenyanske hovedstad Nairobi, endte i går fatalt. Syv tilskuere mistede livet under foreløbigt ukendte omstændigheder. Sikkert er det, at en større menneskemængde tiltvang sig adgang til Nyayo National Stadium, og at den efterfølgende forvirring altså betød tab af menneskeliv.
Ifølge lokale ambulancefolk skete ulykken, fordi en større gruppe tilskuere forsøgte at komme gratis ind til kampen, mens officielle kenyanske kilder oplyser, at uroen opstod fordi adgangsforholdene var for dårlige. Ud over de syv dræbte blev mindst 30 såret.
I 2005 kostede en lignende ulykke, på samme stadion, under en VM-kvalifikationskamp et enkelt menneskeliv og mange sårede. Dengang forbød FIFA, at Nyayo National Stadium blev brugt til landskampe i fremtiden, og Kenya måtte spille den efterfølgende kamp for lukkede døre.





























