Den svenske træner Sven Göran Eriksson er, ifølge BBC Sport, meget tæt på at blive ansat som manager i Championship-klubben, Leicester City.
Den tidligere engelske landstræner har været sat i forbindelse med jobbet siden Paulo Sousa blev fyret fredag efter en katastrofal sæsonstart.
Eriksson, der er på stadion for at se klubben spille mod Scunthorpe i dag, skulle efter sigende være blevet tilbudt en to-årig aftale hos Leicester.
Udover fortiden som engelsk landstræner har “Svennis” desuden været ansat i et væld af klubber, som bl.a. Benfica, Roma, Fiorentina, Lazio og Manchester City. Derudover stod den 62-årige manager i spidsen for Elfenbenskysten under VM-slutrunden i Sydafrika.






























