Farlig kamp for Brøndby: Fiasko kan koste Birk jobbet
Sporene skræmmer.
I nyere tid skal man blot sige Fremad Amager, Aarhus Fremad, Varde eller Hvidovre for at få nervøse trækninger frem hos fans af Brøndby IF.
De 4 klubber har nemlig det til fælles, at de har slået Brøndby ud af pokalturneringen.
Siger man Skagen, vil det ældre publikum endda kunne erindre en legendarisk kamp, hvor senere danske europamestre fra Brøndby måtte se sig besejret af et totalt upåagtet hold fra det nordligste Jylland.
AB eller B.93 er en farlig bananskræl
Brøndby har alt at tabe - og meget lidt at vinde, når de skal op imod enten AB fra 2. Division eller B.93 fra 1. Division.
Det vil være forventningen, at Brøndby kan komme sikkert videre til næste runde af DBU Pokalen.
Netop pokalturneringen udgør vel den realistiske mulighed for at vinde et trofæ i indeværende sæson.
FC København og FC Midtjylland ser for stærke ud i toppen af Superligaen.
Guldet bliver vist et rent anliggende mellem de to klubben. Med Brøndby kørt ud på et sidespor.
Frederik Birk kan næppe tåle en pokalfiasko
Brøndby er kommet lunkent fra start i Superligaen med svingende spil på banen og nederlag til både Viborg, SønderjyskE - og senest FC Midtjylland.
I Conference League blev Strasbourg endestationen før det ligaspil, som ellers var en erklæret målsætning for Brøndby.
Pokalturneringen kan blive den succeshistorie, som klubben tørster efter.
Man har ikke været i en pokalfinale siden 2019, hvor FC Midtjylland tog trofæet efter straffesparkskonkurrence.
Det er alt for lang tid i en klub som Brøndby IF.
Ekspederer AB eller B.93 Brøndby ud, kan man godt have bange anelser på vegne af træner Frederik Birk.