Superligaen kan blive sprængt pivåben på søndag: Brøndby og AGF med gyldne muligheder
Både Brøndby og AGF kan komme fra baghjul og blande sig i kampen om guldet i sæson 24/25.
FC Midtjylland og FC København ser som sådan stadig ud til at skulle duellere om mesterskabet frem til de sidste runder af Superligaen. Men der kan blive fornyet spænding om det hele på søndag.
Tjek lige dette scenarie, som ikke er helt ude i hampen:
- AGF vinder over FC Midtjylland hjemme i Aarhus. Bookmakerne har Uwe Röslers mandskab som favoritter i kampen.
- Brøndby tager en sejr i Parken mod FC København. Det vil naturligvis være en overraskelse - men ingen sensation.
Så har vi pludselig topspænding om guldet:
FC København vil stadig indtage førstepladsen med 47 point.
Derefter vil FC Midtjylland sidde på andenpladsen med 45 point.
Men nu kan både AGF og Brøndby bide topholdene i haserne med hver 42 point.
Med syv runder tilbage at spille - heraf en masse indbyrdes kampe - kan det bestemt ikke afvises, at det alligevel ikke bliver FCK eller FCM, der står med pokalen til sidst.
Superligaen kan potentielt blive historisk spændende i denne sæson.