Det læser brugerne på INDKAST lige nu

Michael Ehrhorn

Superliga-træner på porten: Det er vores skyld og vi er frygtelig kede af det

Magne Hoseth er allerede færdig i Lyngby Boldklub. 50 dage fik han, og nu reagerer klubben i denne pressemeddelelse.

Pressemeddelelse fra Lyngby Boldklub:

Beslutningen bunder primært i manglende opbakning både hos den øvrige trænerstab og spillertruppen. Uden den har det været nærmest umuligt for klubbens direktion og ejere at gøre andet end at reagere nu – velvidende at denne kedelige rekord udefra kan ses som drastisk og alt for hurtig.

Lyngby Boldklub beklager og håber på forståelse fra fans og omverdenen samt fra Magne Hoseth.

Klubbens ledelse og ejere understreger, at fejlen udelukkende ligger hos dem, og de har utroligt ondt af Magne Hoseth for den situation, han og familien er blevet sat i:

– Vi er frygtelig kede af situationen. Det er udelukkende os, der kan kritiseres, og vi vil gøre alt for at hjælpe Magne og familien videre. Det er os, der har trukket Magne ud af et godt job, fået hans familie til Danmark, og det må således også være os, der tager skraldet. Vi har intet at bebrejde Magne for, og vi håber, at det er åbenlyst for enhver, at det intet har med de to første kampe at gøre, siger Andreas Byder, direktør i Lyngby Boldklub, og fortsætter:

– Vi har meget tidligt i forløbet fået indikationer omkring manglende tydelighed og involvering. Det har vi talt om, involveret folk i, ansat eksperter til samt bearbejdet dagligt i en klassisk Lyngby-tro på, at det kommer med tiden. Staben omkring cheftræneren har været frustrerede og kede af det. Det samme gælder nu spillerne, og i denne uge er det blevet klart for os, at det er opstået en opgivenhed og manglende tro på fremtiden, som gør, at vi nu reagerer – trods et helt forfærdeligt dilemma.

– Du har medarbejdere uden tro på fremtiden den ene side, og en fantastisk sympatisk mand med kun 50 dage i stolen på den anden side. Det er ikke en sjov beslutning på nogen måde, og vi kan kun håbe, at fodbold-Danmark ikke slagter os, men forstår den meget anspændte situation, vi har stået i, udtaler Andreas Byder.

Bestyrelsesmedlem og talsmand for ejergruppen ”Friends of Lyngby” Mads Byder understreger, at det er en enig bestyrelse, der har truffet beslutningen:

– Vi har fejret mange succeser i Lyngby de seneste år, men denne her er vi ikke stolte af. I dag føler vi os utrolig små. Og igen må vi som blivende Lyngby-chefer og ejere blot håbe på, at omverdenen ikke dømmer os for hårdt. Vi ved, at vi ser dumme ud, men vi ved også, at vi har gjort det for ikke at forsøge at redde noget, der allerede var tabt. En umulig situation, og vi tror på, at det kun ville blive værre for at fortsætte, fortæller Mads Byder.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER