Superliga-rekordsalg er spået afgørende rolle i Championship
I Randers FC lavede de på transfervinduets lukkedag et markant salg, da de solgte deres 21-årige danske midtbanekomet Tammer Bany til Championship-topholdet West Bromwich.
Karrieren har således taget fart med lynets hast for unge Bany, da midtbanespilleren blot har været i Randers FC i et år, siden han kom til fra det upåagtede 1. divisions-bundhold B93.
Og nu får Randers’ 30 millioners rekordsalg således endnu mere omtale, da han i en artikel hos mediet Football League World bliver udpeget som en joker i West Broms oprykningskamp.
For selvom Bany endda stadig har sin West Brom-debut til gode, så fremhæver mediet danskerens evner til at skabe uforudsigelighed og dynamik, som noget West Brom aktuelt mangler.
Mediet pointerer nemlig, at West Brom trods deres høje mængde af gennemsnitlig boldbesiddelsesprocent (65%), har meget svært ved at komme til målchancer.
Og det skulle være derfor, at Bany er hentet ind, da det er klubbens forhåbning, at han med sin kreativitet, fart og dynamik vil kunne bidrage med mere offensivt output for West Brom.
West Brom er aktuelt nummer seks i Championship, og har udsigt til at komme til at kæmpe med om de nederste to playoff-pladser til Premier League-oprykning.
Leeds, Sheffield United, Burnley og Sunderland er ret isoleret i top-fire, og skal efter al sandsynlighed udkæmpe kampen om de to direkte oprykningspladser.
Således står West Brom overfor det, som godt kunne blive en dramatisk kamp omkring de sidste to playoff-pladser, da kun syv point adskiller dem og Preston, som er helt nede på 15. pladsen.
Om Bany allerede nu kan få afgørende indflydelse på West Broms PL-jagt, skal vise sig. Inden Bany blev solgt, nåede han i denne sæson at lave to mål og fire assists for Randers FC.