LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Niklas Gerster

Superliga-Powerranking: Runde 9

Hvordan ville Superliga-stillingen slutte, hvis den skulle afgøres ud fra klubbernes nuværende styrkeforhold? Få buddet fra Indkast.dk i denne powerranking, som vi laver efter hver runde i hele 2025/26-sæsonen.

Hvordan ville Superliga-stillingen ende ud fra klubbernes øjeblikkelige styrkeforhold? 

Det er de parametre, som man skal have in mente i en powerranking. Den laver vi her på Indkast.dk, hvor vi bedømmer niveauet på de 12 Superliga-hold fra runde til runde i hele 2025/26-sæsonen. 

Vi kigger derfor ikke på den faktiske Superliga-tabel, men giver i stedet en øjeblikkelig vurdering af, hvordan Superliga-stillingen ville slutte i maj 2026 med afsæt i, hvordan klubbernes forudsætninger, styrke og udviklingskurve ser ud lige nu.

Parenteserne med tal under klubberne angiver de powerranking-placeringer, som klubberne har haft i sæsonens løb, og derudover markerer vi klubbens udvikling i placering fra seneste runde med (-) for uændret placering og (+/-) med tal i ændrede placeringer.

Så her får du således Superliga-Powerrankingen efter 9. Spillerunde:

1. FC København (-)
Anden Superliga-kamp i streg uden en FCK-sejr. Og som Delaney fint beskrev det, så var man ved at ”brække sig af arrogance” over den ellers sikre 3-1-føring, som ”Løverne” satte over styr imod Silkeborg. FCK producerede dog stadig en flot xG på 3,41, og at de også næsten slog Bayer Leverkusen, taler for sig selv. FCK ser stadig bedst ud, men de kan blive deres egen værste fjende.
(Placeringer: 1,1,1,1,1,1,1,1,1,1)

2. FC Midtjylland (-)
Efter en rædderlig Mike Tullberg-debut leverede den nye FCM-træner i denne uge to solide præstationer imod AaB og Viborg. Han ændrede formation til 3-5-2 i lyset af skaderne til Gogorza og Osorio. Det har særligt skabt en større defensiv stabilitet, som er positivt for FCM. Men der er stadig flere usikkerheder i klubben. For hvordan sammensætter Tullberg holdet, når alle er fit?
(Placeringer: 2,2,2,2,2,2,2,2,2,2)

3. AGF (+1)
Der er kommet smæk på den aarhusianske fodboldfeber, hvor AGF nu har indtaget Superligaens førerposition med to points afstand ned til FCM. Og på baggrund af en fortjent hjemmesejr imod Brøndby som de længe har ligget side om side med i kampen om tredjepladsen i powerrankingen, rykkes de nu en placering op. Men deres trupbredde er stadig et stykke fra den FCK og FCM har.
(Placeringer: 4,5,6,5,5,4,4,4,4,3)

4. Brøndby IF (-1)
Brøndby skabte mindst i Aarhus, og udover derbysejren i sidste weekend har de bare lidt mange nederlag i den sidste måneds tid. Steve Cooper-projektet skal stadig sætte sig lidt, men der kan ikke være tvivl om, at Brøndbys kvalitet er til, at de kommer med i kampen om medaljerne igen denne sæson. Men de skal snart til at blive farligere, for 11 mål i ni kampe er bare for svagt.
(Placeringer: 5,4,4,4,3,3,3,3,3,4)

5. FC Nordsjælland (-)
Selvom FC Nordsjælland tabte hele 3-0 i Randers, så var det længe en tæt affære. Men Randers fik overhånden i kampen på deres fysiske dyder, og fik dukket Farum-drengene på to dødbolde og en omstilling. Det er tæt løb imellem de to hold, som aktuelt ser mest sandsynlige ud til at snuppe de to sidste pladser i top-seks, og FCN vinder på at have demonstreret et højere topniveau end Randers.
(Placeringer: 6,6,5,6,7,7,6,5,5,5)

6. Randers FC (-)
Det var en uhyre vigtig sejr for Randers imod FCN, som tog deres anden sejr på stribe med rent bur. Det kan dog godt blive lidt endimensionelt for Randers med deres styrker, som særligt findes på hurtige omstillinger og dødbolde. Men de har stadigvæk bare en bund i holdet, som igen i år bør være solidt nok til en plads i top-seks. Men det er stadig ret tæt imellem holdene udenfor top-fire.
(Placeringer: 3,3,3,3,4,5,5,6,6,6)

7. Viborg (-)
Selvom Viborg tabte det midtjyske derby, så holdt de længe godt stand, og var kun 10 minutter fra point i Herning. Viborg ville dog ikke meget offensivt, men de er et utrolig kløgtigt, pragmatisk og veltrænet hold, som er gode til at indstille sig på modstanderne. De kender deres styrker og svagheder godt, og har samtidigt vundet over flere direkte konkurrenter som Vejle og Sønderjyske.
(Placeringer: 10,10,10,9,9,9,9,8,7,7)

8. OB (-)
OB fik en vigtig sejr hjemme imod deres oprykningskolleger fra Fredericia, og det var helt fortjent. OB har bare en super stærk offensiv, og skabte hele 3,06 i xG. Men de har stadigvæk lukket hele 22 mål ind, som er klart flest af alle hold. Og de skal have ryddet ud i denne defensive sårbarhed og generelt hæve deres bundniveau. Men OB ligger stadigvæk rimelig lunt til i Superligaens midterlag.
(Placeringer: 9,8,7,8,8,8,8,7,8,8)

9. Vejle (-)
Bekymringen over de mange udeblevne sejre i Vejle begynder at tage til i styrke. Og de flirtede med en placering længere nede i powerrankingen, men de var stadig bedst hjemme imod Sønderjyske, hvor de både fik annulleret en scoring, og generelt skabte de farligste chancer. Vejle har nu fire point op til stregen, og det kan sætte sig. Men de spiller stadig fin offensiv fodbold. 
(Placeringer: 8,9,9,7,6,6,7,9,9,9)

10. FC Fredericia (-)
Fredericia glider længere og længere ned i den virkelige Superliga-tabel, og har ikke vundet i deres sidste tre kampe. De var dog fint med på chancefronten i Odense, men flere af de formodede bundkonkurrenter kommer pointmæssigt tættere på dem. De afslutter første halvdel af grundspillet med en svær kamp imod Brøndby samt en vigtig udekamp imod Sønderjyske. 
(Placeringer: 12,12,11,12,11,11,10,10,10,10)

11. Silkeborg IF (+1)
Det var i høj grad selvforskyldt af FCK, der skød sig selv i foden, og gav Silkeborg et højst uventet point i Parken. Men det skal ikke tage noget fra skalpen, og Silkeborg var også fint med i perioder. I sidste runde besejrede de også OB, hvorfor der er pointmæssig fremgang at spore i Søhøjlandet. Men deres defensive svagheder er bare stadigvæk en stor bekymringsfaktor på den lange bane. 
(Placeringer: 7,7,8,10,10,10,11,12,12,11)

12. Sønderjyske (-1)
Det er lidt hårdt at skubbe Sønderjyske helt herned i powerrankingen igen, for det er slet ikke mejslet i granit, at de bør ligge der, men holdene fra den nederste halvdel præsterer bare svingende. Og sønderjyderne var trods deres 2-0-føring det svageste hold i Vejle, så selvom de aktuelt er på 7. pladsen, så går de også to svære kampe i møde i form af FCK hjemme og en udekamp i Odense. 
(Placeringer: 11,11,12,11,12,12,12,11,11,12)

Du kan desuden læse vores seneste powerranking herunder, hvor vi bedømte klubbernes styrkeforhold efter 8. Runde. Du kan også finde samtlige powerrankings fra sæsonen her på sitet:
https://indkast.dk/superliga-powerranking-runde-8  

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder