Det læser de besøgende på INDKAST lige nu

Daniel Zass

Stort tab for Bo Henriksen: Nøglespiller forlader Mainz - ta'r til Bahs klub

Bo Henriksen ser ud til at miste Leandro Barreiro, der er på vej til Benfica.

Bo Henriksens Mainz og Leandro Barreiro kunne ikke nå til enighed om en forlængelse af kontrakten forleden. 

Dermed står Barreiro uden arbejdsgiver, og derfor er midtbaneslideren i gang med at finde en ny klub. 

Den 24-årige midtbanekriger fra Luxembourg, der har portugisiske rødder, er ifølge portugisiske medier på vej til Alexander Bahs Benfica. 

Barreiro var en af Mainz' bærende spillere i sidste sæson og var den spiller, der stod noteret for flest tacklinger pr. kamp for sydtyskerne sammen med forsvarsspilleren Dominik Kohr. 

2,1 gange pr. kamp lavede Barreiro en tackling for Henriksens tropper.

Landsholdsspilleren fra Luxembourg var ifølge Transfermarkt den dyreste Mainz-spiller efter Brajan Gruda. 

Barreiro har en markedsværdi på 127,5 millioner kroner. 

Midtbanespilleren er ifølge portugisiske medier i Lissabon og er i gang med at ordne det praktiske, inden han skriver under med Bah og kompagni. 

Der har det sidste halve års tid været forlydender om, at Barreiro er på vej til Benfica.

Tidligere på året udtalte Benficas præsident Rui Costa om den 24-årige midtbanespiller: 

- Leandro er en meget dynamisk midtbanespiller og vil fuldende midtbanen. En plads, som vi manglede. Han vil være endnu en løsning på midtbanen. 

- Han har et højt fysisk niveau og den tekniske kvalitet til at spille for Benfica, og vi håber, at han bliver en stor del af holdet i næste sæson.

Det forventes, at Barreiro kommer til at skrive under på en femårig kontrakt med Benfica.

Barreiro kom til Mainz i sommeren 2018 og spillede 151 kampe for Mainz med 11 mål og 12 assists til følge.

Det lader til, at integrationsprocessen af Barreiro ikke kommer til at blive kompliceret, da Barreiro ifølge A Bola taler seks sprog: luxembourgsk, tysk, fransk, engelsk, spansk og portugisisk.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER