Stort medie holder eksperter i kort snor før dom i City-sag
En afgørelse i den medieeksponerede sag forventes snart, selvom Manchester City fortsat afviser alle anklager om brud på finansielle regler.
I den forbindelse har Sky Sports sendt et notat til deres eksperter, hvor de understreger vigtigheden af grundig forberedelse, før de kommenterer på afgørelsen. Det skriver The Daily Star.
De har også udleveret et dokument med alle sagens detaljer, så dækningen forbliver saglig.
Sky Sports ønsker at undgå, at deres eksperter kommer med udtalelser, der kan skabe yderligere kontrovers i en allerede ophedet debat.
Det er blandt andet Gary Neville, Roy Keane, Jamie Carragher og Micah Richards, som har modtaget notatet.
Manchester City står over for 115 anklagepunkter, der blandt andet drejer sig om fejlagtige økonomiske oplysninger og manglende samarbejde med ligaens efterforskning i perioden 2009-2018.
En eventuel straf vil sandsynligvis blive anket. Bliver City kendt skyldige, kan konsekvenserne være alvorlige – fra bøder og pointstraf til nedrykning.