Stor oprydning på vej: Pep Guardiola vil af med fem Manchester City-stjerner
Manchester City er i øjeblikket inde i en hård periode.
Den engelske storklub har tabt fem ud af de seneste seks kampe, og smed i den seneste kamp en tremålsføring på hjemmebane mod Feyenoord i Champions League-ligafasen, der betød, at kampen endte uafgjort.
Manchester Citys dårlige periode skulle nu efter sigende også have fået klubbens spanske cheftræner, Pep Guardiola, til at ville foretage en oprydning i Manchester City-truppen. Det skriver det spanske medie Fichajes.
Ifølge mediet skulle Guardiola angiveligt være utilfreds med fem af sine spillere, som spanieren ønsker at skille sig af med.
Det skulle blandt andet være den portugisiske midtbanespiller, Matheus Nunes, som siden sit skifte til den engelske storklub tilbage i 2023 ikke har formået at slå igennem.
Det skulle også gælde Manchester Citys kroatiske midtbanespiller, Mateo Kovacic, som angiveligt ikke skulle passe ind i Pep Guardiolas systemer.
Manchester City-cheftræneren skulle også være parat til at skille sig af med den hollandske forsvarsspiller, Nathan Aké, hvis det engelske mandskab modtager et bud på omkring 225 millioner kroner på ham.
Fichajes skriver derudover, at Manchester City ikke vil stå i vejen for et skifte for den engelske forsvarsspiller, John Stones, hvis der kommer et bud på englænderen.
Den sidste spiller, som Pep Guardiola skulle være interesseret i at skille sig af med, skulle efter sigende være den engelske offensivspiller, Jack Grealish.
Spanieren skulle have mistet tålmodigheden med Grealish, og klubben håber derfor på at sælge englænderen for et stort beløb.
Om Manchester City skiller sig af med alle fem spillere er endnu uvist, men der er ingen tvivl om, at den engelske storklub skal have rettet op på resultaterne i en fart, hvis de vil spille med om de store titler i denne sæson.