Stor Manchester City-nyhed: Kevin de Bruyne har besluttet sig om sin fremtid
Den 33-årige belgier Kevin de Bruyne har gennem de seneste mange år været en af de største profiler for Manchester City, og har været meget afgørende i forhold til klubbens succes.
Den belgiske midtbanestjerne har dog døjet en del med skader de sidste par sæsoner, og derfor har han ikke spillet en lige så stor rolle for Manchester City-mandskabet som tidligere.
Kevin de Bruyne har kontraktudløb med den engelske storklub til sommer, og belgieren er i den forbindelse blevet sat i forbindelse med et skifte til den amerikanske MLS, da meldingerne lød på, at midtbanespilleren ikke ville forlænge sin kontrakt med Manchester City.
Det ser dog ud til, at Kevin de Bruyne har ændret holdning til dette.
Ifølge Paul Hirst fra mediet The Times, så ønsker den belgiske midtbanespiller nemlig at fortsætte sin karriere i Manchester City, og vil tale med klubben om muligheden for at forlænge sin kontrakt.
Paul Hirst skriver yderligere, at De Bruynes familie er glade for at bo i England, og det skulle angiveligt være en stor årsag til, at belgieren vil fortsætte sin karriere i den engelske storklub.
Der er efter sigende ikke planlagt nogle forhandlinger mellem Manchester City og Kevin de Bruyne endnu, men journalisten skriver, at alle parter skulle være meget afslappede omkring situationen.
Dermed tyder det altså på, at Premier League-fansene får lov til at beholde Kevin de Bruyne i ligaen lidt endnu.