Stor hyldest til Liverpool-profil: Han er Liverpools bedste spiller
Liverpool var tilbage i sommers meget interesseret i at skrive kontrakt med en ny defensiv midtbanespiller, og meldingerne lød blandt andet på, at spanske Martín Zubimendi var meget tæt på at skifte til den engelske storklub.
Spanieren endte dog med at fortsætte karrieren i sin spanske klub Real Sociedad, og derfor har Liverpool-cheftræner, Arne Slot, været nødt til at benytte hollandske Ryan Gravenberch på den defensive midtbane for Liverpool i starten af denne sæson.
Og det er nok ikke en beslutning, som Liverpools hollandske cheftræner fortryder.
22-årige Ryan Gravenberch har nemlig fået en fremragende start på sæsonen, og har været en stor profil for Liverpool på sin nye position på banen.
Den hollandske midtbanespiller har foreløbigt spillet samtlige minutter for Liverpool i Premier League og i Champions League, og har fået masser af ros for sine præstationer.
Og nu har Gravenberch igen modtaget stor ros. Denne gang fra Liverpool-legenden Steve Nicol, der blandt andet mener, at hollænderen har været Liverpools bedste spiller i sæsonen:
- Ryan Gravenberch har haft enorm betydning for Liverpool. Jeg mener, vi ser ærligt talt på et hold, der så ud som om, de havde et stort hul midt på banen, der skulle udfyldes.
- De forsøgte at lave et par indkøb i netop det område, men det lykkedes ikke, og så startede Gravenberch.
- Og jeg vil uden tvivl hævde, at uden Gravenberch ville Liverpool ikke ligge på førstepladsen i Premier League. Jeg synes, han har været Liverpools bedste spiller i sæsonen indtil videre, siger Steve Nicol til ESPN.
Ryan Gravenberch kom til Liverpool sidste sommer fra tyske Bayern München, men i sin første sæson for den engelske storklub formåede hollænderen ikke for alvor at bide sig fast i startopstillingen, og blev mest brugt som indskiftningsspiller.
Gravenberch blev i sidste sæson brugt som central midtbanespiller for Liverpool, og det tyder altså på, at positionsskiftet til defensiv midtbanespiller har været en stor succes for den 22-årige hollænder.