0-1 mod FC København og 1-3 mod Fredericia har gjort ondt på Brøndby.
Så blev det igen sur hverdag i Brøndby IF, hvor det ellers gik over stok og sten med Steve Cooper som ny cheftræner.
To nederlag har gjort ondt på selvforståelsen.
Helt miserabelt blev det, da FC Fredericia efter otte nederlag i træk var bedst på udebane i Brøndby og vandt med 3-1.
Marko Divkovic og Noah Nartey hev i øvrigt også lige direkte røde kort med i bagagen.
Så Steve Cooper har fået lidt at tænke over, inden årets sidste kamp.
Vejle Boldklub byder på bold mod Brøndby på mandag kl. 19.
Spørgsmålet er, om Brøndby igen (ufrivilligt) skal forsøge at sætte et nødlidende hold I Superligaen i gang.
Vejle ligger sidst og trænger alvorligt til point på kontoen.
Hvem stoler Cooper på?
Daniel Wass har siddet helt udenfor i Superligaen siden det hovedløse røde kort mod OB.
Det har lignet en strafaktion fra træner Cooper mod rutinerede Wass.
Mon han alligevel glider direkte ind i startopstillingen mod Vejle?
Brøndby kan – trods alt – gå på vinterpause med en nogenlunde okay følelse, hvis man slutter med 3 point.
Så er førerholdene fra AGF og FCM altså heller ikke længere væk.
Vigtigt vil det også være at holde FCK bag sig.
Angriberduo mod VB?
Michael Gregoritsch har mest af alt haft karakter af et slemt fejlkøb i Brøndby.
Den ellers så målforlige østriger har virkelig ikke fået mange minutter på banen, hvilket slet ikke var meningen med det markante indkøb.
Brøndby har i de seneste kampe været slemme til at nusse rundt med bolden uden at skabe det store.
Det kan kalde på en angriberduo bestående af unge/hurtige Ambæk og store Gregoritsch mod Vejle.
På den måde ville der da godt nok komme mening i at få slået en masse bolde ind i boksen – i stedet for at brodere kønsløst rundt udenfor modstandernes straffesparksfelt i en uendelighed.
Det vinder man ingen fodboldkampe på.
Steve Cooper har en stor opgave foran sig. Julen på vestegnen skal reddes: