Jesper Grønkjær startede på bænken i søndagens kamp mod OB, hvilket godt kunne indikere i en startplads i onsdagens Champions League-kamp mod FC Barcelona. Men hvem kan Ståle Solbakken tage ud af startopstillingen i forhold til OB-kampen, hvor samtlige mand leverede en præstation ud over det normale? Indkast.dk spurgte nordmanden, hvem der mon trækker sorteper mod FC Barcelona.
– Det bliver en hård beslutning, men jeg har næsten holdet klar til kampen i Barcelona. Det er i hvert fald tæt på. Men Jesper er en type, som vi har brug for på banen mod Barcelona, det er 100 procent sikkert. Der er nogen, der må få den tunge besked, men sådan er fodbold, siger FCK-træneren til Indkast.dk.
Den spiller der ser ud til at blive ofret, er søndagens hattrick-helt César Santin. Hvis Grønkjær ryger på kanten, vil FCK sandsynligvis kun spille med én angriber i front. Og det bliver uden tvivl Dame N’Doye, der starter inde, mens Santin må sidde og varme bænken. Et lidt ømtåleligt emne, som Solbakken ikke ville kommentere på.
– Det må I selv gætte på. I kan spekulere lige så tosset, I vil, for I vil ikke få noget besked om det fra mig af.
Hovedpersonen selv, César Santin, vil heller ikke snakke for meget om det, men indrømmer, at han vil blive skuffet over ikke at starte inde. Indkast.dk fik brasilianeren til at sætte ord på den situation, han står over for.
– Selvfølgelig vil jeg blive skuffet, men vi har et godt hold med en masse gode spillere, og hvis jeg sidder på bænken, så vil jeg stadig være 100 procent klar, når jeg kommer ind på banen. Men jeg er ikke bekymret for det. Det er svært at komme i startelleveren, men selvfølgelig vil jeg gerne spille fra start. Ståle ved, hvad han skal gøre. Og han vælger de bedste spillere til den kamp.
At det netop er et ømt emne for brasilianeren, afslørede han med alt tydelighed, da skuffelsen over at være vraget til kampen mod Panathinaikos stadig sidder dybt i ham.
– Kampen mod Panathinaikos var skuffende for mig, fordi jeg ikke spillede kampen op til dén kamp (mod FCM, hvor FCK vandt 3-0, red.), og jeg troede, at Ståle bare sparede mig så jeg kunne være klar mod Panathinaikos. Denne gang er det modsat, men jeg tør stadig ikke håbe for meget. Jeg er sikker på, at Ståle vil vælge de bedste spillere til kampen. Jeg mener godt, at vi kan spille med to angribere mod Barcelona, men måske har jeg en anden tankegang end Ståle, siger César Santin noget sammenbidt til Indkast.dk.
Om Ståle Solbakken vil spille med to angribere eller ej, vil vi få at vide, når kampen fløjtes i gang på onsdag kl. 20.45 på Camp Nou. Desuden er Morten Nordstrand tilbage i truppen igen efter en lang skadespause, og han kunne godt snuppe Santins jokerrolle. Men mon ikke brasilianeren alligevel står foran i den kø?






























