Spekulationerne tager til: Eftertragtet stjerneangriber vil til Premier League
Viktor Gyökeres har tidligere spillet for Coventry i den engelske Championship, inden han skiftede til Sporting Lissabon, hvor han har imponeret stort med 70 scoringer i 75 kampe for den portugisiske storklub.
Den svenske angribers præstationer har gjort, at flere af Europas helt store klubber er interesseret i ham, og et skifte til sommer virker sandsynligt.
Barcelona, Bayern München og Manchester United har været meldt interesseret i ham, og rygterne om et skifte til United tog til, da de hentede deres nye manager Ruben Amorim i Sporting Lissabon.
Nu skriver Mail Sport, at Gyökeres har udtalt, at hans store ambition er at komme tilbage til England og spille i Premier League, og det kan altså se ud som om, at det forbedrer Manchester Uniteds muligheder for at hente den svenske målmaskine.