OB havde ikke meget at byde på i kampens første halvleg, men det havde værterne heldigvis heller ikke. Getafe var ikke uden grund regnet som favoritter – en værdighed de dog langt fra levede op til. Det blev til et par gode aktioner fra Derek Boateng, der førte bolden fint frem gennem midten, uden at det dog for alvor blev farligt.
Efter 44 minutter fik Utaka så tilkæmpet sig et frispark ude til venstre for Getafes felt. Det sparkede Hans Henrik Andreasen ind mod forreste stolpe, hvor en uheldig Arizmendi fik prikket bolden forbi sin egen målmand. 1-0 til OB efter første halvleg.
Værterne kom blæsende ud fra spillertunnellen til anden halvleg, og Carrol måtte trække en god redning op af lommen allerede efter to minutter. Bolden havde næsten ikke forladt OB’s banehalvdel, før en lang aflevering mod bagerste stolpe blev headet ind foran et tomt OB-mål, hvor Javier Arizmendi kunne gøre skaden fra første halvleg god igen.
OB gik til stålet i anden halvleg, men Getafe havde fundet væsentligt bedre takter frem end i kampens indledning. Efter 80 minutter endte et af de gentagne Getafe-frispark med at skulle tages lige uden for OB’s felt, og hjemmeholdets Pedro Rios kunne på fornem vis slynge bolden op i højre hjørne – uden chance for Roy Carrol.
Kort før tid opstod en ganske kontroversiel situation, der desværre ikke gik OB’s vej. Dommeren valgte ikke at dømme straffe, da en OB-spiller blev hægtet i feltet.
2-1 til Getafe i en kamp hvor OB måtte sande, at der er forskel på Superligaen og Europa League.
Getafe – OB
0-1: Javier Arizmendi (44) selvmål
1-1: Javier Arizmendi (51)
2-1: Pedro Ríos (80)
Dommer: Mark Courtney






























