I januar 2024 kom der en gigantisk melding fra Liverpool. Manager Jürgen Klopp ville stoppe efter sæsonen, da tanken var ved at være tom. Han ville dog runde ordentligt af og give klubben tid, og Klopp fik den helt store afskedshyldest ad flere omgange.
Nu er Arne Slot ny manager på Anfield, og det er ikke det eneste skifte, der er i fuld gang med at ske denne sommer. Liverpool vil nemlig bruge Klopps farvel til at genfinde sig selv og ændre i basale strukturer sideløbende med, at spillet også ændrer sig med en ny manager.
Det fortæller Billy Hogan, der står i spidsen for business-aktiviteterne i Liverpool FC.
“Det har helt klart givet os en mulighed for at genstarte og nulstille det hele og måske lige kigge en ekstra gang på, hvordan vi gør tingene fremadrettet,” siger Billy Hogan til BBC og fortsætter:
“At Jürgen tog herfra var en svær beslutning, men det var helt klart den rette for ham og for hans familie. Dermed var det også den rigtige beslutning for klubben. Han var meget klar omkring det her med at efterlade klubben et bedre sted, end han overtog den, og det synes jeg virkelig, han formåede. Timingen omkring hans udmelding gav os muligheden for at sætte gang i en optimal proces,” lyder det.