De forsvarende danske mestre fra FC København har fået en fremragende start på denne sæson og er efter kun ti spillede kampe syv point foran FC Midtjylland på andenpladsen.
Mange eksperter er allerede begyndt at hænge guldmedaljerne om halsen på københavnerne, men cheftræner Ståle Solbakken afviser dog endnu at snakke om, at mesterskabet er så godt som i hus.
– Jeg synes, at vi formår at spille på et jævnt højt niveau uge efter uge, og hvis vi kan fortsætte den stime, så bliver vi svære at slå. Der skal nok komme formdyk og kriser, men hidtil har vi nok fået ekstra meget energi af de europæiske kampe, hvor vi havde kniven for struben mod både BATE Borisov og Rosenborg, men klarede os igennem alligevel, siger FCK’s norske træner til klubbens hjemmeside, inden han fortsætter:
– Der er da detaljer her og der, som ikke fungerer 100 procent, men vi spiller rigtig mange kampe, og hvis vi kommer ind i en dårlig stime eller får nogle skader, så kan alt ske. Derfor spiller vi hver kamp, som om det er den sidste, og det skal vi blive ved med, for det er en del af hemmeligheden, at vi ikke ser os tilbage og er tilfredse, og heller ikke ser for langt frem, men tager én kamp ad gangen, slutter Ståle Solbakken.






























