Efter et sublimt år var Wesley Sneijder på alles læber denne sommer, men den hollandske mditbanespiller afviste alle rygter om et skifte, da han var glad for at være i Inter. Derfor satte begge parter sig til forhandlingsbordet, for at få en ny kontrakt på plads, og så var det pludseligt slut med den gensidige begejstring.
I alt fald siger Sneijders agent, Søren Lerby, nu, at Inter har brudt sine løfter til midtbanespilleren.
-Vi kan ikke komme frem til en aftale finansielt. Forhandlingerne er blevet afbrudt, og vil kun blive genoptaget hvis Inter viser vilje til at skabe en løsning, siger Lerby til den hollandske avis De Telegraaf.
Det har vakt interesse på direktionsgangen hos Real Madrid, hvor Jose Mourinho eftersigende gerne vil genforenes med en af sine nøglespillere fra sidste sæson. Det påvirker Sneijder, skal man tro Søren Lerby.
-Inters opførsel gør ham utilpas. Og det bliver forstærket af Real Madrids interesse, siger Lerby til De Telegraaf.
Wesley Sneijder var i sommers også ønsket i Manchester United, og spørgsmålet er om den nye udvikling ikke kan være med til at genoplive Fergusons interesse i hollænderen.





























