Snedig plan: Bayern lurer på Manchester United-stjerne
Der venter en travl sommer i flere af de helt store klubber, og det bliver blandt andet spændende at følge Manchester United og Bayern München.
United skal formentlig have en del spillere både ind og ud, mens Bayern nok især skal have spillere ind. Og nu kan de to klubber måske overlappe hinanden med en kæmpetransfer, der kan være på vej.
Det skriver The Independent.
Ifølge deres oplysninger er Bayern München meget interesserede i at hente Manchester United-stjernen Bruno Fernandes ind. Man vil have mere kreativitet til midtbanen, men der er også en anden bagtanke ved det.
Bayern pønser fortsat på at forsøge at overtale Thomas Tuchel til at blive, og her kan Bruno Fernandes få en rolle. Han er nemlig en af Tuchels absolutte ønskespillere.
Manchester United vil helst ikke slippe portugiseren, der har gjort det godt på det seneste. Rygterne tager dog til, og de kan måske blive nødt til at lade ham gå til sommer.