Paul Tansey blev vist direkte rødt kort, efter at han forlod banen og konfronterede en tilskuer under en pokalkamp i Skotland.
Den 40-årige Hawick Royal Albert-spiller, der er bror til den tidligere Celtic-profil Leigh Griffiths, blev skiftet ud med to minutter tilbage af den ordinære spilletid mod Penicuik Athletic.
Stillingen var på det tidspunkt 1-1.
På vej mod udskiftningsbænken tog Tansey sin trøje af og løb derefter mod hjemmeafsnittet. Her sprang han over en mur og bevægede sig op ad tribunen for at konfrontere en tilskuer.
To medlemmer af staben måtte trække ham væk.
Da Tansey kom tilbage til området ved banen, viste dommeren ham det røde kort.
Ifølge The Scottish Sun havde tilskueren provokeret Tansey gennem kampen og kom med en personlig bemærkning, da han blev skiftet ud.
Hawick Royal Alberts cheftræner Kenny Aitchison kalder episoden uacceptabel og oplyser, at klubben behandler sagen internt.
“Vi talte sammen efter kampen og igen her til morgen, da det hele var faldet lidt til ro,” siger Aitchison.





























