Det er blot et par dage siden, transfervinduet lukkede for Superligaen, og her valgte FC Midtjylland ikke at hente ekstra garderinger ind til kanterne.
Nu er Dario Osorio efter sigende blevet ramt af en skade, som kommer til at holde ham ude af Chiles to kommende VM-kvalifikationskampe.
Ifølge den chilenske journalist Herman Chanampa handler det om en muskelskade for Osorio, men der bliver ikke peget på, hvad man kan forvente i forhold til pause for FCM-profilen.
Med det netop lukkede transfervindue betyder det, at midtjyderne ikke kan hente en erstatning ind, hvis det viser sig at være en alvorlig skade for ham.
Lige inden vinduet lukkede blev Mikel Gogorza ramt af en længere skade, men man valgte altså ikke at sikre sig på kanterne.
Der er tale om kampe mod Brasilien og Uruguay, som Dario Osorio nu må indse, at han kommer til at gå glip af.
Når det kommer til bredden i truppen og den manglende gardering i truppen, så har FCM-fodbolddirektør Jacob Larsen fortalt, hvad man har overvejet i et interview med Sort Snak.
– Vi har diskuteret bredden og de kombinationer, der er. Mange af spillerne kan spille to forskellige pladser, og vi synes, vi står rigtig stærkt. Man skal også huske, at man kan få for mange ind i en trup, siger han og fortsætter:
– Vi vil gerne have en konkurrencesituation, men hiver du alt for mange ind bare for at være 100 procent sikker, så ender du med spillere, der er utilfredse med at være for langt væk fra spilletid, og det giver udfordringer i en spillertrup. Det handler om at finde den hårfine balance, lød det fra Larsen.
Mens Aral Simsir nu sidder på venstresiden, så skal der nu tænkes kreativt af den nye cheftræner Mike Tullberg, når pladsen i højresiden skal besættes.