Skal dansker erstatte Klopp-afløser? Meldes på blokken i hollandsk storklub
Brian Priske leverede nok engang varen i Sparta Prag, der for anden sæson i streg blev tjekkiske mestre i en svær liga med Slavia Prag og Viktoria Plzen som de store konkurrenter.
I Europa League klarede tjekkerne sig fortrinligt mod hold som Glasgow Rangers, Real Betis og Galatasaray.
Det tjekkiske medie Žongl skriver, at Feyenoord overvejer at hyre Brian Priske.
Priske kommer i så fald til at erstatte Liverpools kommende manager Arne Slot, der tager over for Jürgen Klopp.
I oktober forlængede Priske sin Sparta-kontrakt, så den udløber i sommeren 2026, og derfor skal Rotterdam-klubben kompensere de tjekkiske mestre, hvis danskeren ansættes.
Feyenoord med Slot ved roret kom på andenpladsen efter PSV Eindhoven, og det medførte, at Jon Dahls tidligere klub træder direkte ind i Champions League-gruppespillet i næste sæson.
Klubben fra Hollands næststørste by er en af landets tre største og mest traditionsrige klubber med en glorværdig historie.
“De club van het volk” vandt den hollandske pokalturnering i år efter en 1-0-sejr over NEC på hjemmebanen De Kuip.
Priske har tidligere stiftet bekendtskab med hollandsktalende fodbold, da den tidligere FCM-boss stod i spidsen for Royal Antwerp i 2021/2022-sæsonen.
Som spiller tørnede Priske ud for Gent og Club Brügge.