Sevilla FC har mildest talt ikke haft den bedste sæson i år, og sidste sæsons pokalmestre lå blot lunt placeret i midten af tabellen før aftenens kamp. Athletic Bilbao har heller ikke imponeret i år, så det lå ikke lige i kortene, at det ville blive et højdramatisk opgør. Syv mål, tre straffespark, ti gule kort, og et enkelt rødt var facit efter kampen.
Det var Sevillas glemte målhelt Luis Fabiano, der bragte Sevilla foran, da han efter 35 minutter hamrede bolden i netmaskerne. Målet var brasilianerens første mål i denne sæson og med tanke på tidligere sæsoners målhøst, må man konstatere, at Fabiano lægger blødt ud i denne sæson med blot ét enkelt mål efter otte kampe.
Luis Fabiano var også manden, der tilkæmpede sig et straffespark kort inden pausen. Frédéric Kanouté sparkede og omsatte sikkert straffesparket til en 2-0 føring til Sevilla.
Efter pausen fordoblede Luis Fabiano sin målhøst og bragte Sevilla på 3-0 efter 62 minutter. Man skulle tro, at resten var en formsag for Sevilla, der blot skulle holde 3-0 føringen 25 minutter endnu.
Men Athletic Bilbaos formstærke angriber Fernando Llorente ville det anderledes. Med to mål på bare tre minutter bragte han spænding tilbage i kampen. Først headede han reduceringen ind bag en sprællende Andrés Palop i Sevilla-målet, og kort efter fik han chancen fra elleve-meterpletten. Han brændte første forsøg, men kom hurtigt over returen og bragte Athletic Bilbao tilbage i kampen med sit mål til 3-2.
Sevilla blev kort efter tildelt endnu et straffe under store protester fra udeholdets spillere. Frédéric Kanouté blev sat til at sparke igen og han kunne gentage kunststykket fra første halvleg og kampen stod nu 4-2 til Sevilla.
Igor Gabilondo fik pyntet på resultatet i overtiden, og kampen endte 4-3 til Sevilla, der nu indtager sjettepladsen med 14 point efter otte kampe.
Næste uge bliver også en dramatisk affære for det andalusiske hold, når de tager til Catalonien og møder FC Barcelona i egen hule på Camp Nou.
Sevilla FC – Athletic Bilbao 4-3 (2-0)
1-0 Luis Fabiano (35)
2-0 Frédéric Kanouté (str., 45)
3-0 Luis Fabiano (62)
3-1 Fernando Llorente (74)
3-2 Fernando Llorente (77)
4-2 Frédéric Kanouté (str., 80)
4-3 Igor Gabilondo (90)






























