Tottenham fik aldrig det bedste ud af talent, og sendte ham i stedet til Portugal. Nu kan englænderne tjene stort på et salg.
25-årige Marcus Edwards fik aldrig chancen for Premier League-klubben Tottenham, og forlod i 2019 London til fordel for et eventyr i Portugal. Her udviklede han sig hurtigt til en stor profil i den portugisiske liga, og i 2022 fik han sit store skifte, da storklubben Sporting Lissabon fik fingrene i ham. Her har han udviklet sig yderligere, og nu trækker det op til en nyt skifte for den unge englænder, det melder både italienske og portugisiske medier. Ifølge Football Italia og A Bola er der konkret interesse fra den italienske gigant Juventus for den 25-årige engelske kantspiller. A Bola melder dog yderligere, at der endnu ikke er kommet noget konkret bud fra italienerne. Et salg af Edwards til Juventus kan være ganske indbringende for hans tidligere arbejdsgiver Tottenham, da der eksisterer en videresalgsklausul, som sender 35 procent af en transfersum til Ange Postecoglu og co. Ifølge Fabrizio Romano vurderes Marcus Edwards at koste omkring 190 millioner kroner, hvoraf 35 procent altså sendes mod London i tilfælde af et salg.