Rooney svarer igen: Han var verdens bedste angriber i 3-4 år
Forleden skrev Owen på det sociale medie X, at han som teenager både vandt to Premier League-topscorertitler, blev nummer fire i Ballon d’Or og nåede 18 ligamål i både sin første og anden sæson – noget Rooney ikke kunne matche. Ifølge Owen var det først senere, at Rooney overhalede ham i den samlede vurdering.
Rooney, der i dag er Manchester Uniteds historiske topscorer, valgte dog at møde udmeldingen med respekt, da han i sin egen podcast, The Wayne Rooney Show, blev spurgt ind til sammenligningen.
“Jeg synes faktisk, hans kommentarer er fair. Selvfølgelig vil han bakke sig selv op, det ville jeg også. Michael Owen var i tre-fire år nok verdens bedste angriber. Jeg tror, folk glemmer, hvor god han faktisk var,” sagde Rooney.
Samtidig understregede han, at de to havde vidt forskellige kvaliteter:
“Han fik desværre sine skader og kunne nok ikke tilpasse sit spil på samme måde, som jeg gjorde ved at falde ned i banen. Men jeg har aldrig sammenlignet mig selv med Michael Owen. Han var en, jeg så op til, og som jeg havde fornøjelsen af at spille sammen med.”
Rooney benyttede også lejligheden til at aflive myten om Owen som kedelig og distanceret:
“Han er en af de sjoveste fyre, du kan møde. Jeg håber, han får vist det mere, for alle os, der spillede med ham, ved, hvor godt et menneske han er.”
Både Owen og Rooney slog igennem på Merseyside i slutningen af 1990’erne og starten af 00’erne – Owen i Liverpool og Rooney i Everton – inden de senere i karrieren også fik fælles tid i Manchester United og på det engelske landshold.