Real Madrid har åbnet en ny publikumsoplevelse højt oppe på Santiago Bernabéu. På stadionets tiende niveau kan gæster opleve seks tematiserede områder og se Madrid fra den nye Bernabéu Skywalk, skriver AS.
Attraktionen åbnede fredag og er skabt i samarbejde med Cirque du Soleil og billetplatformen Fever. Den er inspireret af forestillingen KURIOS og fører de besøgende gennem både overdækkede og udendørs områder med udsigt hele vejen rundt over byen.
Undervejs passerer gæsterne blandt andet El Bosque Eléctrico og El Túnel Submarino. Turen slutter i Sky Bar, der under oplevelsen kaldes The Train Station, hvor der indgår en kort liveoptræden.
Besøget varer cirka 45 minutter, og oplevelsen er planlagt frem til 10. januar 2027. Billetter koster fra 27 euro (cirka 200 kroner), mens børn under 14 år kan komme ind fra 20 euro (cirka 150 kroner). Priserne afhænger af dato og tidspunkt.
Skywalk er en del af Bernabéus nye forretning
Projektet blev præsenteret af Fever den 8. oktober med åbningsdato den 13. november. Det er første gang, Cirque du Soleils KURIOS-univers bliver brugt til en publikumsoplevelse inde på et stadion i Spanien. Ruten følger Bernabéus sydlige og vestlige gangbroer på niveau 10.
Den nye attraktion åbner efter flere år med store ændringer i Real Madrids indtægter fra stadionet. I regnskabsåret 2018/19, den sidste hele sæson før den omfattende ombygning, indbragte stadionaktiviteterne 175 millioner euro. I 2025/26 var beløbet steget til 363 millioner euro, svarende til omkring 2,71 milliarder kroner og en vækst på 107 procent.
I samme periode voksede klubbens marketingindtægter fra 296 til 539 millioner euro, mens de samlede driftsindtægter før spillersalg nåede 1.221 millioner euro i 2025/26, som Indkast tidligere har beskrevet.
Real Madrid arbejder også på en ny butik tæt på indgangen til stadionmuseet og Tour Bernabéu. Klubben forventer, at de fysiske butikker og onlinesalget samlet vil vokse med 15 procent i 2026/27, som Indkast tidligere har skrevet.
Real Madrids butikker tabte næsten 20 procent – nu satser klubben på Bernabéu
Butiksomsætningen faldt næsten 20 procent, selv om Madrids øvrige kommercielle indtægter steg. Klubben satser på en bestemt placering ved Bernabéu for at få kunderne tilbage.
NFL-kamp på Bernabéu får 22 mio. kr. i støtte trods støjsag
Naboerne målte ifølge egne oplysninger op til 86 decibel ved facaderne, men borgmesteren forsvarede arrangementet. Real Madrids beregning af eksponeringen viser en anden side af NFL-samarbejdet.
FIFA inspicerer Bernabéu til VM 2030 – kampen om finalen er stadig åben
FIFAs besøg handlede ikke kun om Bernabéu, men også om hoteller, transport og sundhedsfaciliteter. To andre stadionprojekter presser Madrid i kampen om VM-finalen.






























