PSG planlægger at hente stjerne i Manchester United
Marcus Rashford kan være på vej væk fra Manchester United i januars transfervindue.
Marcus Rashford har spillet hele sin karriere i Manchester United, hvor det er blevet til mere end 400 kampe for den 27-årige englænder.
Den offensive profil har kontrakt med den engelske storklub helt frem til sommeren 2028, men det er dog langt fra sikkert, at han er i klubben i så lang tid.
TEAMtalk skriver nemlig, at der skulle være interesse fra den franske storklub PSG, hvor holdets træner Luis Enrique ikke er tilfreds med de muligheder, han har i sin offensiv lige nu.
Allerede i sommer skulle der have været samtaler mellem PSG og Rashford om et potentielt skifte, der ikke blev til noget, og mediet skriver, at de kan snakke sammen igen inden januars transfervindue.