PSG med kraftige stikpiller efter overtidssejr
Forud for opgøret havde både Lamine Yamal og Pedri markeret sig. Pedri udtalte, at han betragtede Barcelona som verdens bedste hold, mens Yamal – der netop var tilbage fra en skade – lagde et billede op med teksten: "Missionen er tilbage."
Efter PSG’s sejr fik de ord en kold afvisning.
"Vi er de europæiske mestre, jeg kan ikke sige mere end det. Hvis du er den bedste, så viser du det på banen – ikke med snak," sagde Ramos efter kampen ifølge Goal.
Midtbanespilleren Vitinha gik endnu længere i sin kommentar til RMC Sport:
"Nogle gange bliver der sagt ting inden en kamp, sådan er det. Men vi er ligeglade. Vi ville bare spille, vi vandt, og vi er glade for det."
Vitinha understregede samtidig stoltheden over sejren, som blev sikret uden flere af holdets faste profiler.
"Det er utroligt, jeg er stolt af holdet. Vi manglede fem normale startere, unge spillere trådte til, andre kom ind og gjorde det fantastisk. At vende kampen på udebane mod et af Europas bedste hold – det er et stærkt statement."
Barcelona havde ellers taget føringen efter 19 minutter ved Ferran Torres, mens Marcus Rashford noterede sig endnu en assist i denne sæson. Teenageren Senny Mayulu udlignede kort før pausen, inden Ramos altså lukkede og slukkede med sin sene scoring.
Luis Enrique fik dermed en perfekt aften mod sin tidligere klub, mens Barcelona måtte sande, at snakken om "revanche" endnu engang blev punkteret af franskmændene.