LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Presset Højlund får opbakning: United-manager opfordres til tålmodighed

Den tidligere Manchester United-spiller Louis Saha opfordrer United-manager Ruben Amorim til at holde fast i danske Rasmus Højlund, selvom angriberen er blevet kritiseret hårdt efter en skuffende sæson.

Ifølge den engelske avis Mirror mener Saha, at den 22-årige dansker stadig kan blive en succes, hvis blot klubben er tålmodig nok til at støtte ham gennem den svære periode.

Højlund kom til United fra Atalanta i 2023 for hele 72 millioner pund. Siden skiftet har angriberen spillet 58 kampe for United med kun 13 mål til følge. Det er en statistik, som har fået kritikere til at stille spørgsmål ved, om han har niveauet til at føre Uniteds offensiv.

Men Saha mener, at kritikken er unfair og forklarer, at Højlund ikke burde stå alene med det tunge ansvar i angrebet.

“Han bør ikke have al vægten på sine skuldre, som han har lige nu, hvor alle siger, at han skal score 15 til 20 mål,” siger Saha og fortsætter:

"Unge spillere har altid brug for erfarne spillere omkring sig, der kan tage noget af ansvaret. Så kan de yngre spillere virkelig lære og udvikle sig."

Den tidligere angriber drager paralleller til sin egen tid i Manchester United, hvor han kunne læne sig op ad rutinerede kræfter som Ruud van Nistelrooy og Ole Gunnar Solskjær:

“Da jeg ankom til United, var Van Nistelrooy og Solskjær allerede i klubben. Jeg fik absolut ikke ansvaret med det samme,” lyder det fra Saha, som understreger vigtigheden af erfaring omkring en ung spiller.

“Det er ekstremt krævende, og Rasmus har virkelig gjort sit bedste. Du kan se hans motivation, men hans selvtillid er helt i bund.”

Han mener dog, at der stadig er håb for Højlund, hvis Amorim er villig til at bevare troen på ham:

“Han har brug for ferie, for at arbejde hårdt og for at starte rigtig godt ud i næste sæson. Så kan tingene ændre sig. Så hurtigt går det i fodbold.”

Budskabet er klart fra den tidligere United-spiller: Giv Højlund tid og støt ham – så vil målene komme.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder