Om små 2 uger skydes endnu en spændende Superliga-sæson i gang, når Viborg og OB den 24. juli åbner ballet til 2026/27-sæsonen. Og som opvarmning til vores fantastiske hjemlige liga har vi her på Indkast.dk ligesom i sidste sæson udarbejdet en powerranking til at måle klubbernes styrkeforhold forud for sæsonen.
Så herunder kan du læse vores vurdering af, hvordan vi forudser, at Superliga-stillingen ender vurderet ud fra klubbernes øjeblikkelige styrkeforhold. Vi vil derefter sæsonen igennem bringe en ny powerranking fra runde til runde. Læs powerrankingen herunder:
1. FC Midtjylland
Vi spår FCM som danske mestre i 2027. For selvom denne sommer formentlig betyder mange store afgange, hvoraf Aral Simsir er røget som den første profil, så har FCM også allerede hentet Ramus ”NK” hjem. Midtjyderne kigger måske ikke på papiret hen imod en forstærket trup, men den har stadig masser af udviklingspotentiale, strategien er velsmurt, de har kontinuitet i top-to-placeringer tre år i træk, og så har de andre guldkonkurrenter også bare nogle helt andre udfordringer.
(Placeringer de sidste 3 sæsoner: 2, 2, 1)
2. FC København
Det kan virke underligt, at vi placerer FCK som nummer 2 ovenpå en horribel sæson. Men FCK er bare FCK, og har økonomiske midler, som gør, at de hurtigt kan rejse sig. Det understregede Felix Beijmo-handlen, og så har Jens Stage og Jacob Bruun Larsen også været rygtet til Østerbro. Desuden får Bo Svensson nu sin første fulde sæson, og er startet positivt. FCK vil nok også have mest fokus på Superligaen, fordi det enten bliver Conference League eller ingenting for ”Løverne.”
(Placeringer de sidste 3 sæsoner: 7, 1, 3)
3. FC Nordsjælland
FC Nordsjællands seneste sæsonresultater understreger, at de efterhånden er en sikker top-seks-deltager. De har en evne til altid at være omtalt i medaljesnakken, uden at man forventer det. Vi tror, de genvinder bronzen, da flere af deres unge talenter såsom Prince Amoako, Levy Neny og Noah Markmann tager hul på sæson to i klubben, og sandsynligvis kun bliver bedre. Caleb Yirenkyi er umiddelbart eneste forventede salg. Derudover har de også stadig fint med erfaring på holdet.
(Placeringer de sidste 3 sæsoner: 3, 5, 4)
4. AGF
Så nåede vi omkring sommerens historiske guldvinder. Alt tyder på, at de kommer i et europæisk gruppespil, og faktum er, at de mindst skal spille seks kval-kampe. Og alt historie peger på, at det slider på en klub, der ikke er vant til det. Og AGF vil nok også gerne give Europa et skud. Og kan de spille europæisk og samtidigt slutte nogenlunde i toppen, bør AGF-fans i vores optik være meget tilfredse. Jens Jønsson- og Mikael Anderson-handlerne bør også give positive AGF-miner.
(Placeringer de sidste 3 sæsoner: 1, 6, 5)
5. Brøndby IF
De blågule fra Vestegnen skal rejse sig ovenpå en turbulent og spillemæssigt skuffende og uklar sæson. Nu har de ansat Sønderjyskes succestræner Thomas Nørgaard, som er dygtig, men det er dog også et markant større trænerjob. Brøndby har også den fordel sammenlignet med de øverste fire hold, at de ikke skal spille europæisk. De har hentet Patrick Mortensen og Max Ejdum, og vi kan sagtens se dem ende højere, men Brøndby-projektet er forud for sæsonen stadig ret uforudsigeligt.
(Placeringer de sidste 3 sæsoner: 4, 3, 2)
6. OB
I vores optik er der stor niveauforskel på de øverste fem hold i powerrankingen og bejlerne til 6. pladsen, som flere klubber kan komme i spil til. Men OB går nu ind i sæson to som oprykkere, og spillede glimrende offensiv fodbold i sidste sæson. Men de svingede også en del, og har ikke rigtig hentet noget endnu, samtidigt med at Max Ejdum og Nicolas Burgy har forladt dem. Men OB er bare en kapacitet i dansk fodbold, og har den mest spændende trup af de øvrige top-seks bejlere.
(Placeringer de sidste 3 sæsoner: 8, 1. Division, 11)
7. Viborg FF
Det har været en stille transfersommer i Viborg, der kan kigge tilbage på en flot 5. plads i sidste sæson. Og vi spår endnu en stabil sæson for de grønklædte, som dog højest sandsynligt mister deres store midtbanetalent Thomas Jørgensen, og det er derfor, at vi rykker dem udenfor top-seks. Men Viborg har efterhånden cementeret sig som et solidt midterhold i Superligaen, hvilket de sidste tre sæsoner også understreger. Vi forudser en lignende sæson for VVF i 2026/27.
(Placeringer de sidste 3 sæsoner: 5, 8, 8)
8. Sønderjyske
Sønderjyderne var en af sidste sæsons helt store overraskelser, da Thomas Nørgaard fik det undertippede Haderslev-mandskab i top-seks. Men med afgangen af deres dygtige træner samt rygtet om deres offensiv-profil Olti Hyseni til Brøndby spår vi en mere vanskelig sæson. En klub af deres størrelse er også nødt til at sælge ud efter en god sæson for at optimere klubbens økonomi. Vigtigst er det for Sønderjyske derfor at overleve, og det tror vi stadigvæk, at de er solide nok til.
(Placeringer de sidste 3 sæsoner: 6, 9, 1. Division)
9. Randers FC
Kronyderne havde en frygtelig sæson, hvor de først i sæsonafslutningen klarede frisag, og overlevede. Vinduet har været stille, hvor største nyhed har været afskeden med erfarne André Rømer. Der er derfor stort pres på Rasmus Bertelsen i denne sæson, for en klub af Randers’ størrelse bør være i spil til pladserne i top-seks. Men der er ikke noget, som for alvor peger fremad for Randers, som dog kan nå at handle endnu, og det skal gerne gøres, hvis de vil op i rankingen.
(Placeringer de sidste 3 sæsoner: 10, 4, 7)
10. Silkeborg IF
SIF havde også en rigtig svær sæson, og var meget tæt på at rykke ned. Og forud for den kommende sæson har de mistet deres trænerikon Kent Nielsen samt to af holdets bærende kræfter i Tonni Adamsen og Nicolai Larsen. Vi forudser derfor endnu en besværlig sæson i Søhøjlandet, men samtidigt har SIF en stor hjemmebanefordel i form af deres kunstgræs, og de tager hul på femte Superliga-sæson i streg, hvilket burde give dem mere ballast end de to oprykkere.
(Placeringer de sidste 3 sæsoner: 9, 7, 6)
11. AC Horsens
Selvom AC Horsens sluttede bagved Lyngby, og kun i sidste øjeblik sikrede sig oprykningen, så har klubben fået opbygget en god økonomisk kapacitet fra investoren Bill Binnie, der trådte ind i klubben i 2023. Horsens har flere spillere med god Superliga-erfaring i Frederik Brandhof, Andreas Bruus og Sebastian Hausner. Og klubbens størrelse og økonomi sammenlignet med Lyngby, gør at vi bedre kan se dem gøre sig bemærkede i denne Superliga-sæson.
(Placeringer de sidste 3 sæsoner: 1. Division, 1. Division, 1. Division)
12. Lyngby BK
Lyngby rykkede mere sikkert op end Horsens, og har været oftere i Superligaen end dem i løbet af de sidste 3 sæsoner. Men der er bare mere hype omkring Horsens-projektet, hvilket bringer dem lidt foran Lyngby, selvom det for os at se, er meget tæt løb imellem de to oprykkere. De har også som Horsens en lille håndfuld gamle kendinge med Superliga-erfaring såsom Mathias Hebo og Frederik Gytkjær, men ellers er der ikke meget Superliga-kvalitet at spore i en undervældende trup.
(Placeringer de sidste 3 sæsoner: 1. Division, 11, 10)






























