Viborg befinder sig i øjeblikket på et stadie, der kommer efter krise. Holdet famler efter en eller anden form for struktur, der kan hjælpe med at stabilisere truppen, så den ikke fortsætter med at drysse ned i tabellen.
Der er blevet snakket om treårs-plan og diverse fremtidsudsigter, men faktum er, at Viborg alt for ofte spiller på et niveau lysår fra det, som de formåede at spille på, da tilværelsen i den bedste danske række var hverdag. Dengang var der andre spillere på holdkortet, men en klub som Viborg bør ikke befinde sig, hvor de i øjeblikket gør.
Truppen er ganske vist meget ung, og der er derfor samtidig et lille håb om, at talenterne kan det bære det tunge pres, og at de kan hjælpe klubben i den rigtige retning – nemlig tilbage i kampen mod de bedste hold i Danmark.
AaB har ikke svært ved at nikke genkendende til ordet krise, og nordjyderne har kæmpet en ulige kamp for at leve op til den præstation, der for få siden sikrede dem det danske mesterskab. Kampen er ulige, da spillermaterialet ser anderledes ud, og da bl.a. FCK i øjeblikket viser en styrke, der mere end rigeligt rækker til dansk fodbold.
På trods af de ændrede forhold hos nordjyderne bør de spille væsentligt bedre, end det der har været tilfældet indtil videre denne sæson. I weekenden blev det til forløsende tre point på hjemmebane mod Nordsjælland, og træner Kent Nielsen vil da også prøve at bygge videre på det resultat:
– Jeg ser det som en mulighed for at bygge mere selvtillid ind i holdet. Vi kommer til at få bolden mere, end vi gjorde mod Nordsjælland, og en af udfordringerne bliver at komme til chancer samtidig med, at vi skal prøve og holde nullet, udtaler Nielsen ifølge Nordjyske Stifttidende.
Cheftræner i Viborg Lars Søndergaard har udtalt, at indstillingen til kampen først og fremmest vil ligge på spillet på banen og ikke på resultatet. Hvordan de to størrelser er adskillige, må vi vente med at se til i aften, når der er dømt pokaldrama på Viborg stadion.





























