Da Tottenham i lørdags spillede mod West Bromwich, måtte holdets kroatiske stjerne, Luka Modrić, til stor frustration for manager Harry Redknapp lade sig udskifte. Først var det frygtet, at midtbanespilleren havde brækket benet, men i går kunne Redknapp ånde lettet op:
– Luka Modrić rejser med holdet til vores åbningskamp i Champions League mod Werder Bremen på tirsdag, efter vi har modtaget røntgenbilleder af hans venstre lægben, skriver klubben med stor lettelse i en pressemeddelelse på deres hjemmeside.
Til gengæld må Werder Bremen fortsat undvære en af deres store offensive profiler. Claudio Pizarro har døjet med en skade siden slutningen af august, og selvom angriberen længe havde håbet at blive klar til den vigtige Champions League-kamp, må han nu se i øjnene, at det nok ikke kommer til at ske:
– Jeg tror ikke, jeg vil være i stand til at spille. Jeg har været i fremgang og har det bedre, men jeg er endnu ikke helt fit, siger Pizarro ifølge Sky Sports.
Werder Bremen og Tottenham støder sammen tirsdag aften, i en kamp der er englændernes første i Champions League nogensinde.






























