Den engelske storklub Manchester City spillede sig tirsdag aften videre i Carabao Cup-turneringen med en hjemmesejr på 2-1 over Watford.
Pep Guardiola sparede mange af Manchester City-stjernerne i opgøret, og det betød blandt andet, at 16-årige Kaden Braithwaite fik debut for klubben og 19-årige Nico O’Reilly fik sin anden kamp for det engelske mandskab.
Og ifølge Manchester City-cheftræneren selv, så kommer Premier League-klubben heller ikke til at stille med sit stærkeste mandskab i næste runde af Carabao Cup-turneringen. Det fortæller han efter kampen ifølge GOAL:
– I næste runde vil jeg også komme til at spille med reserverne. Vi kommer helt sikkert ikke til at bruge energi på den her turnering. Kampprogrammet er kampprogrammet, og det kan vi ikke gøre noget ved.
– Vi spiller selvfølgelig for at gå videre. Vi vil aldrig bare smide en turnering. Aldrig. Men vi spillede for 50 timer siden. Jeg vil ikke risikere Premier League og Champions League for denne turnering, fortæller Pep Guardiola ifølge GOAL.
Næste opgave for Guardiola og resten af Manchester City-mandskabet er på lørdag, hvor de forsvarende engelske mestre møder Newcastle på udebane i sjette spillerunde af Premier League-sæsonen.