Første halvleg på Mestalla blev ikke dét vilde sus, man kunne have håbet på. Et Valencia-hold, der er startet fornemt ud i Champions League og La Liga, mod selveste Manchester United kunne lyde som opskriften på en seværdig fodboldkamp, men ingen af de to mandskaber leverede nogen videre overbevisende indsats.
Valencia var dog det hold, der så ud til at have fået snøret støvlerne bedst, da de i flere omgange uden problemer fik brudt Uniteds opspil. Djævlene smed flere gange bolden direkte i fødderne på en Valencia-spiller, og specielt Michael Carrick så rystende usikker ud fra start. Bortset fra en god aktion fra formstærke Dimitar Berbatov, der sendte bolden lige ved siden af sammenføjningen efter et par gode træk, var det småt med United-højdepunkter. Anderson fik muligheden ved forreste stolpe efter indlæg fra Nani, men chancen blev aldrig rigtig farlig og endte med hjørnespark.
Efter 18 minutters spil var det tæt på, at værterne kom foran. Et indlæg fra venstre side svævede ind mod van der Saar, der fejltimede sit løb fuldstændig. Det resulterede i, at bolden dumpede lige ned i panden på Roberto Soldado, der ikke så ud til at have regnet med United-målmandens fejl. Bolden endte efterfølgende over mål, og Soldado kun tage sig til hovedet i ærgrelse. 0-0 mellem Valencia og United efter de første 45 minutter.
Anden halvleg startede, som første sluttede. Ingen af de to mandskaber så ud til at være interesserede i at investere alt for meget i angrebet af frygt for at komme bagud. Hjemmeholdet havde dog bolden mest, og flere gode opspil resulterede i en håndfuld halve chancer, hvoraf ingen dog for alvor kom til at true van der Saar.
Efter 56 minutters spil dukkede Berbatov så pludselig op på Valencias halvdel, hvor han efter en god enmands-præstation fik sendt en afslutning af sted, der blev pareret af Sanchez i Valencia-målet – en af de eneste gange i anden halvleg, hvor United kunne mønstre en ordentlig afslutning. Fem minutter før slutfløjtet, blev der dog ændret på det. Indskiftede Federico Macheda fik lagt en god bold ind langs jorden bagerst i feltet, hvor ligeledes indskiftede Javier Hernández, også kaldet den lille ært, efter et godt træk kunne sende bolden forbi Valencia-målmanden. 0-1 mellem Valencia og United i en kamp, der ikke vil blive husket for det helt vilde udover hjemmeholdets manglende evne til at få noget ud af deres chancer.
Valencia – Manchester United 0-1 (0-0)
0-1: Javier Hernández
Dommer: Viktor Kassai





























