FCK ruller derudaf – slog de græske mestre fra Panathinaikos i Champions League onsdag og kører stort set alt over i Superligaen. De ligger nummer et i begge turneringer, hvor selveste Barcelona er blevet distanceret i puljen efter de første to runder i CL.
Historien er en helt anden for Randers FC, som er placeret på ottendepladsen i Superligaen. Der er kun to point ned til AaB, som ligger til nedrykning på ellevtepladsen. Randers reddede sig sensationelt fra nedrykning i sidste sæson, efter Ove Christensen kom til som redningsmand, men nu lader det til, at ”Ove-effekten” er ved at aftage. Randers har efter ti runder kun vundet over oprykkeren fra Lyngby hjemme efter, at de slog Brøndby i premieren. Senest smed Randers en sikker sejr væk ude mod Esbjerg i kampens sidste minutter, efter at Kronjyderne førte 2-0 kort før tid.
I de sidste ti ligaopgør mellem de to klubber er det blevet til fem sejre til FCK, to uafgjorte, og tre sejre til Randers. Sidst Randers var i parken, tabte de 3-0 og Kronjydernes senestes sejr i København ligger tilbage i 2007.
Skader og karantæner:
FCK: Martin Bergvold og Sölvi Ottesen er begge skadede og ude til søndagens opgør.
RFC: Mikkel Beckmann og Mads Fenger er skadede og ude søndag.
Forventede holdopstillinger:
FCK (4-4-2): Johan Wiland – Zdenek Pospech, Mathias Zanka, Mikael Antonsson, Oscar Wendt – Christian Bolaños, Claudemir, William Kvist, Martin Vingaard – Cesar Santin, Dame N’Doye
RFC (4-4-1-1): David Ousted – Søren Pedersen, Anders Egholm, Issah Ahmed, Søren Jensen – Alexander Fischer, Morten Karlsen, Kasper Lorentzen, Søren Berg – Tidiane Sane – Yura Movsisyan
Bud på kampens profil:
FCKs angriber Dame N’Doye ligner efterhånden en spiller med international klasse, som han har vist med flere scoringer i Champions League. I Superligaen er det blevet til syv kasser, og han ligger delt toer på topscorerlisten efter OBs Hans Henrik Andreasen, som har lavet otte kasser. N’Doye er manden, Randers FC skal holde øje med.
Bud på kampens resultat:
Vi skyder på, at storfavoritterne fra FCK er lidt møre efter CL i onsdag, men stadig vinder en smal sejr på 2-1.
Opgøret spilles søndag klokken 18.00 i Parken og kan ses direkte på TV3+.
Kampen dømmes af Michael Svendsen.





























