Live – Mest populære fodboldnyheder

Redaktionen

Optakt: FC København-Brøndby IF

Vestegnens helte drager til hovedstaden og Parken, hvor mesterene fra FC København byder op til dans i løvens gab – men har Brøndby egentlig en chance mod et FCK-hold, som slog de russiske mestre fra Rubin Kazan i CL tirsdag?

Så er der dømt New Firm søndag, når Brøndby IF drager til Parken for at møde ærkefjenderne og mestrene fra FC København i endnu et kapitel af dansk fodbolds nyklassiker. FC København ligger lige nu nummer et i Superligaen efter otte runder med 20 point, og Brøndby er placeret på tredjepladsen med 15 point.

FCK startede superliga-sæsonen med to udebanesejre i de to første kampe, hvor de slog SønderjyskE 3-1 i premieren og Esbjerg 2-1, men skuffede derefter hjemme mod AaB i Parken, hvor de spillede uafgjort 1-1. Derefter imponerede de forsvarende mestre ved at slå guldkandidaterne fra OB, hvor københavnerne vandt 3-2, og i weekenden efter mødte FCK naboerne fra FC Nordsjælland i Parken, som blev besejret 2-0. Herefter besøgte oprykkerne Lyngby Parken og tabte 3-0 og den anden oprykker fra Horsens blev dukket 2-1 på egen bane inden landskampspausen. I sidste weekend kom mestrene bagud 0-2 til bundholdet fra Silkeborg, men to hurtige kasser indenfor få minutter i anden halvleg gjorde, at kampen endte 2-2.

Brøndby skuffede i sæsonpremieren mod Randers, hvor de tabte 3-2 til Kronjyderne, men kom så stærk tilbage i kampene efter og vandt tre på stribe over AaB, FCM og FCN. I fjerde runde spillede holdet fra Vestegnen – noget skuffende – 1-1 hjemme mod Esbjerg, men lavede et flot comeback weekenden efter, hvor de var bagud flere gange – og en mand nede – mod OB hjemme, men fik uafgjort 2-2 til sidst. Cirka det samme skete kampen efter på udebane mod oprykkerne fra Lyngby, hvor det blev til 3-3 i sidste sekund. I sidste weekend vandt BIF sikkert hjemme over SønderjyskE med 3-1, på trods af at de var bagud 0-1.

Brøndbys træner Henrik Jensen ser frem til søndagens opgør og forventer et intenst og lige opgør mellem de to rivaler.

– Jeg tror, at det bliver en intens, underholdende og tempofyldt kamp. Det er kampene mod FCK sædvanligvis, og det bliver søndagens kamp også, siger cheftræneren til klubbens hjemmeside fredag og fortsætter:

– Det er en kamp, som jeg super gerne vil vinde – både for at få de tre point og dermed komme tættere på førstepladsen, men også på grund af al den prestige, der ligger i de her opgør.

– Ellers er kampen egentlig ikke så forskellig fra de andre kampe, vi spiller. Jeg fokuserer i første omgang på os selv og vores eget spil. Men jeg kigger naturligvis også på modstanderens forcer og svagheder og klarlægger de muligheder, der måtte ligge der.

– I mine øjne kan vi se frem til en meget lige kamp. Mine klare forventninger er, at alle gør en god figur og yder en helstøbt indsats gennem alle 90 minutter. Ofte er det de små marginaler, der har fået FCK-kampene til at tippe til den ene eller anden side, og de marginaler skal vi opsøge på søndag.

– Opbakningen fra vores medrejsende fans er meget vigtig i sådan en kamp. Det er bestemt noget, vi lægger mærke til på banen og på sidelinjen, og mange gule trøjer på tribunerne giver ekstra tryghed og ekstra energi til os alle. Derfor håber vi på, at mange Brøndby-fans vil tage turen til Parken og vise farverne og lade os høre, at de er bag os hele vejen.

FC Københavns træner, Ståle Solbakken, er ikke bekymret for, at klubbens deltagelse i Champions Leagues gruppespil vil gå ud over indsatsen i lokalbraget mod Brøndby på søndag.

– Det har vi været gode til at klare i alle de år, jeg har været i klubben, hvor vi har spillet med i tre turneringer. Selv om vi ikke var ret gode i pokalen i fjor, så skal vi kunne følge med i tre turneringer. Det er vores mål og noget, vi har erfaring med over lang tid, siger Ståle Solbakken og fortsætter:

– Der er fem dage imellem de to kampe, så det har ingen betydning. Jeg tror, det bliver en jævn og tæt kamp. Det bliver en hård fight, som det altid vil være mellem FCK og Brøndby, og det bliver de små marginaler, som afgør kampen.

Skader og karantæner:
FCK: Morten Nordstrand og Martin Bergvold er begge skadede og ude til søndagens derby.

BIF: Stephan Andersen er skadet.

Forventede holdopstillinger:
FCK (4-4-2): Johan Wiland – Zdenek Pospech, Sölvi Ottesen, Mikael Antonsson, Oscar Wendt – Martin Vingaard, Claudemir, William Kvist, Jesper Grønkjær – Cesar Santin, Dame N’Doye

BIF (4-4-2): Michael Tørnes – Daniel Wass, Max von Schlebrügge, Remco van der Schaaf, Thomas Rasmussen – Jan Kristiansen, Mike Jensen, Mikael Nilsson, Michael Krohn Delhi – Ousman Jallow, Nicolaj Agger

Bud på kampens profil:
FCKs senegalesiske angriber Dame N’Doye scorede det sene sejrsmål i Champions League-opgøret tirsdag i Parken mod de russiske mestre fra Rubin Kazan og har allerede nu scoret seks kasser i sæsonen i Superligaen. Han bliver en farlig modstander for Brøndbys skrøbelige forsvar.

Bud på kampens resultat:
Vi tror på, at FCK dukker Brøndby og vinder 2-1.

Opgøret spilles søndag klokken 18.00 i Parken og kan ses direkte på TV3+. Kampen dømmes af Claus Bo Larsen.

Fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder

Live – Mest læste ishockeynyheder