Kommentar:
FC Bayern har haft store problemer med at få spillet på banen til at fungere i denne sæson. Louis van Gaal har dog også – grundet skader – haft ekstremt store problemer med at samle et slagkraftigt hold. Det var også tilfældet i weekend, da holdet var værter for Hannover 96, hvor den hollandske træner kun havde fem spillere med på bænken af syv mulige, mens spillere som Mario Gómez og Anatoliy Tymoshcuk for en sjælden gangs skyld fik lidt spilletid. Til gengæld kunne van Gaal så glæde sig over, at de to ”gæsteoptrådte” på Bayerns hold med stor succes. Gómez blev således dagens helt med et hattrick, mens Tymoshcuk – i midterforsvaret – af FC Bayerns direktør, Karl-Heinz Rummenigge, blev kaldt en af banens bedste i FC Bayerns 3-0-udklassering af Hannover.
Bayern står derfor også – trods Europas måske længste skadesliste – og af yderligere tre grunde med gode kort på hånden, inden holdet tirsdag aften tager imod rumænske Cluj. For det første har Bayern aldrig tabt til et rumænsk fodboldhold. For det andet har sydtyskerne vundet de sidste fem hjemmekampe i Champions League, og for det tredje er Cluj – bedømt på rumænernes ekstremt skuffende efterår i den hjemlige lige – ikke en skræmmende modstander.
Rumænske Cluj har simpelthen ikke kunnet finde fodfæste i den rumænske liga, hvilket i hvert fald delvist kan forklares med en ekstrem udskiftning i spillertruppen og en trænerfyring. I holdets seneste Champions League-udekamp mod Roma tabte Cluj 1-2 i en kamp, hvor Cluj leverede en disciplineret indsats, men simpelthen ikke kendte deres besøgelsestid. F.eks. tillod Lacina Diarra sig at hamre bolden på overliggeren i fri position, selvom han kunne have trillet bolden blot to meter til højre til en helt fri medspiller. Banker Cluj for mange gange på FC Bayerns dør, forbliver den formentlig låst og lukket tirsdag aften på Allianz Arena.
Skader og karantæner:
Bayerns skadesliste er så lang som et ondt år. Ikke alene er stjerner som Franck Ribéry og Arjen Robben skadet, men i landskampspausen blev profiler som Miroslav Klose og Mark van Bommel også skrevet på denne lidet rare liste. Herudover sad også Daniel van Buyten og Ivica Olic ude, efter de havde pådraget sig småskader i aktion for deres respektive landshold, men begge er mulige startere tirsdag. Endelig er mordagens stjerner Diego Contento og David Alaba også henvist til sidelinjen.
Heller ikke Cluj kan sige sig fri for skader. Rutineret Gabriel Mureşan er således ikke med grundet en slem skade, men rumænerne kan dog glæde sig over, at serberen Saša Bjelanović er på vej tilbage i form.
Forventede startopstillinger:
FC Bayern (4-2-3-1): Hans-Jörg Butt – Philipp Lahm, Daniel van Buyten, Anatoliy Tymoshcuk, Holger Bedstuber – Hamit Altintop, Bastian Schweinsteiger – Ivica Olic, Thomas Müller, Toni Kroos – Mario Gómez.
Cluj (4-3-3): Nuno Claro – Cristian Panin, Hugo Alcântara, Cadú, Ionuţ Rada – Emil Dică, Dominique Kivuvu, Rafael Bastos, Ioan Hora, Juan Culio – Lacina Traoré.
Kampen spilles tirsdag aften kl. 20.45 på Allianz Arena i München. Engelske Martin Atkinson har fløjten nær munden og kortene i lommen.






























