Live – Mest populære fodboldnyheder

Redaktionen

Optakt: FC Barcelona – FC København

Onsdag aften gæster danske FC København de spanske superstjerner fra FC Barcelona. Kan københavnerne fortsætte deres umenneskelige stime, eller sætter Messi og co. en stopper for danskernes magtdemonstration?

Kommentar:
Onsdag aften spilles årets hidtil største fodboldkamp set med danske øjne, når FC København træder ind på Camp Nou for at spille mod FC Barcelona. Indkast.dk ser her nærmere på opgøret, hvor FCK for alvor kommer på hårdt arbejde.

FC Barcelona har de seneste år været alt dominerende trods den glippede Champions League triumf sidste sæson. Holdet spiller noget af det bedste fodbold, og fodboldromantikere verden over elsker at se Iniesta, Xavi og Messi folde sig ud. I år har Barcelona dog været anderledes lettere at tale med, og holdet fra den catalanske hovedstad har således spillet uafgjort mod Mallorca og Rubin Kazan, mens oprykkerne fra Hercules hentede alle tre point på Camp Nou. Trods den svingende start ligger FC Barcelona nummer tre i den spanske Primera Division, og holdet ligger også til videre avancement i Champions League – dog under københavnerne. Om dette skyldes Messis fravær i et par kampe skal være usagt, men faktum er, at Barcelona ikke har været uovervindelige i indeværende sæson.

Af samme årsag skal FC København spille deres chance 100 procent, når holdet kommer til Spanien på onsdag. FCK har været intet mindre end suveræne i den danske Superliga, og efter tolv spillerunder indtager københavnerne førstepladsen med mere end 10 point ned til nærmeste konkurrent, FC Midtjylland. Københavnerne rider på en fantastisk bølge for tiden, hvor alt fungerer, og hvis holdet fortsætter takterne onsdag, kan der sagtens ligge et point og vente på Camp Nou. Kampen bliver naturligvis anderledes i forhold til de hjemlige ligakampe, hvor københavnerne altid dominerer. Onsdag bliver det omvendt, og FC København må og skal udnytte hver en mulighed de får, hvis de skal have noget med hjem.

Det bliver svært, men FCK har før leveret fantastiske resultater. Blandt andet da holdet slog Manchester United 1-0 tilbage i 2007 i Parken, eller for den sags skyld de seneste to Champions League kampe mod Rubin Kazan og Panathinaikos, der har givet to sejre på henholdsvis 1- og 2-0. En ting er sikkert – selvtilliden vil hjælpe klubben fra den danske hovedstad, og så er det bare op til de danske fans i stuerne at læne sig tilbage og nyde kampen, der sparkes i gang kl. 20.45.

Karantæner og skader:
Seneste skadesnyheder fra Barcelona lyder på en sygdomsramt Victor Valdes, mens Milito er ude med en forstrækning i låret. Sidst men ikke mindst sidder Xavi formentlig også over grundet smerter i akillessenen, mens gæsterne fra FC Købehavn er uden Martin Bergvold og muligvis også Sölvi Ottesen, der dog ventes at være med på bænken.

Forventede startopstillinger:

FC Barcelona (4-3-3):
Pinto – Abidal, Pique, Puyol, Alves – Mascherano, Busquets, Keita – Iniesta, Villa, Messi

FC København (4-4-2):
Wiland – Wendt, Zanka, Antonsson, Pospech – Vingaard, Kvist, Claudemir, Bolaños – N’doye, Grønkjær

Kampen kan følges direkte på TV3+ fra kl. 19.30 og dømmes af franske Stéphane Lannoy.

Fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder

Live – Mest læste ishockeynyheder