Live – Mest populære fodboldnyheder

Redaktionen

Optakt: CFR Cluj – Bayern München

Bayern Münchens dårlige stime ser ud til at være vendt, men kan de tyske mestre følge op på storsejren i Bundesligaen over Freiburg, når det onsdag gælder denne svære udekamp mod Cluj?

Kommentar:
Bayern München fik endelig gang i målene, da holdet fredag aften slog Freiburg hjemme med 4-2. Onsdag aften skal sidste sæsons Champions League-finalister en tur til Rumænien, hvor holdets seneste modstander, Cluj, venter igen.

Cluj har indtil nu hentet tre point i Champions Leagues gruppe E. Rumænerne var ellers godt med i holdets seneste kamp, hvor Bayern München på Allianz Arena var nede med 0-1, men blandt andet ved hjælp af et/to selvmål af gæsternes Cadú måtte se sig slået. Nu gælder det så hjemmekampen mod selvsamme Bayern München, og her vil de rumænske mestre give alt for at få point på tavlen, i hvad, der i så fald vil være et af klubbens største resultater nogensinde. Kigger man mod den hjemlige liga skuffer Cluj næsten weekend efter weekend. Senest blev det blot til 1-1 mod sæsonens overraskelse fra Otelul Galati, der efter 13 runder ligger nummer et i rækken. Mesterskabet ser allerede tabt ud for Cluj, der er hele 13 point efter førerholdet, og denne sæsons satsning må derfor være europæisk fodbold.

For Bayern München har det meste fungeret i dette års Champions League. Efter de første tre gruppekampe er status ni point, og holdet ligner – trods de mange skader – et sikkert hold i knockout-fasen til foråret. Sydtyskerne er dog ikke sikret videre avancement endnu, men en sejr i Rumænien vil definitivt give billet til det forjættede lands 1/8-finaler. I Bundesligaen ser holdet også ud til at være kommet i gang, og efter en del problemer i starten af sæsonen er holdet nu ubesejret siden 3. oktober. En af holdets allerstørste profiler, Franck Ribéry, ser snart ud til at være klar igen efter en længere skadespause, mens en lang række af holdets andre skadede spillere også ser ud til at være kommet sig. Holdet indtager efter 10 spillerunder syvendepladsen, og en sejr over Cluj vil give holdet mulighed for at rette fokus fuldt ud på den hjemlige liga, og dermed bruge resten af efteråret til at bevæge sig op ad i tabellen.

Spørgsmålet er bare, kan tyskerne hente de tre point på en meget svær bane i Rumænien, hvor hjemmeholdet vil blive båret frem af de skrigende østeuropæiske fans, der har ry for at kunne skræmme selv de stærkeste hold.

Karantæner og skader:
Bayern München er fortsat uden skadede van Bommel, Arjen Robben og Franck Ribéry. Samtidig har Ivica Olic pådraget sig en alvorlig knæskade, der holder ham ude i seks måneder, og derfor også denne kamp. De rumænske gæster skulle angiveligt have alle mand klar.

Forventede startopstillinger:

CFR Cluj (4-4-2):
Stancioiu – Panin, Cadú, Piccolo, Rada – Bastos, Kivuvu, Dica, Culio – De Zerbi, Traoré

Bayern München (4-2-3-1):
Butt – Pranjic, Demichelis, Van Buyten, Lahm – Ottl, Schweinsteiger – Altintop, Kroos, Müller – Gomez

Kampen bliver fløjtet i gang kl. 20.45 onsdag aften af den belgiske dommer, Serge Gumienny.

Fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder

Live – Mest læste ishockeynyheder