Kommentar:
Bayern München, der sidste år lidt overraskende gik hele vejen til finalen, tager onsdag aften imod det italienske storhold AS Roma.
De to hold er ikke kommet alt for godt i gang med den nye sæson, hvor Roma i første kamp spillede 0-0 hjemme mod oprykkerne fra Cesena, og senest blev man kørt over i Cagliari med hele 5-1, hvilket tyder på, at italienerne endnu ikke har fået spilet til at flyde.
Bayern er ligeledes kommet skidt i gang, da det kun er blevet til fem point i tre kampe for de forsvarende mestre.
Den dårlige sæsonstart skyldes ifølge Bayern-bossen Karl Heinz-Rummenigge FIFA’s dårlige planlægning. Han udtaler sig således til tyske Bild:
– Det undrer mig ikke, at vi ikke har fundet rytmen endnu. Af de 14 spillere Louis van Gaal benyttede var 12 af dem væk i to uger med landsholdene. Hvis vi bliver ved at acceptere det, er det en blåstempling af FIFA. Jeg må appellere til dem om at vise mere respekt og solidaritet.
Bayern får onsdag aften muligheden for at rette op på den dårlige sæsonstart, når et ligeså formsvagt AS Roma-hold gæster Allianz Arena.
Karantæner og skader:
Bayern München er uden stjernen Arjen Robben, der er langtidsskadet, mens Roma mangler Adriano, der ligeledes er skadet.
Forventede startopstillinger:
Bayern München (4-2-3-1):
H. Butt – P. Lahm, D. van Buyten, M. Demichelis, H. Badstuber – M. van Bommel, B. Schweinsteiger – T. Muller, M. Klose, F. Ribery – I. Olic
AS Roma (4-3-1-2):
Julio Sergio – M. Cassetti, P. Mexes, Juan, J. Riise – S. Perrotta, D. Pizarro, D. De Rossi – J. Menez – F. Totti, M. Vucinic
Kampen fløjtes i gang af Stephane Lannoy fra Frankrig kl. 20.45, og kan følges på TV2 Sport.





























