Auxerre tabte årets første Champions League-kamp til AC Milan med 2-0, og franskmændene har i det hele taget ikke meget optimisme at komme med før mødet med Kongeklubben. Således blev det blot til en uafgjort 2-2 kamp mod Nancy i weekenden, og Auxerre ligger nu blot på en beskeden 17. plads efter syv spillerunder i den franske Ligue 1.
Holdet har langt fra imponeret i denne sæson, og har endnu deres første sejr til gode i både den hjemlige liga. Fem uafgjorte og to nederlag taler deres tydelige sprog, og noget kunne også indikere at Auxerre bare skal have kampen overstået.
– Real Madrid er den største klub i verden, og at se alle disse verdensstjerner, Ronaldo, Higuaín, Özil og di María på Stade Abbé-Deschamps vil være et fantastisk øjeblik i min karriere som træner, siger Auxerres træner Jean Fernandez til UEFA.com og fortsætter:
– Jeg er lidt bekymret over vores seneste resultater. Vi er ikke bange for Real Madrid, men ved også, at vi ikke har spillet så godt for tiden. Men mest af alt glæder vi os til at spille kampen, og så glemmer placeringen i ligaen et lille stykke tid.
Real Madrid lagde godt fra start i Champions League med en stensikker sejr over Ajax Amsterdam i første runde, som blev spillet baglæns ud af Estadio Santiago Bernabéu, og at kalde dem storfavoritter til aftenens kamp er vel egentlig en underdrivelse.
José Mourinho er endnu ubesejret som Real Madrid-træner, men præstationerne på banen har dog været svingende i perioder. Således var holdet i vanskeligheder mod de to oprykkere Real Sociedad og Levante, og det sprudlende spil var pakket væk. Det er et nyt Real Madrid-hold, der enten spiller fantastisk eller har en off-dag, hvor ingenting lykkedes.
José Mourinho er dog fortrøstningsfuld og påpeger, at Real Madrid skal have alle tre point, selvom Auxerre vil gøre alt for at tage point fra dem.
– Jeg forventer en svær kamp. Auxerre er godt organiseret, og det vil blive svært at spille imod dem. Vi har brug for points for at avancere og vores mål er at tage tre point med hjem herfra.
Karantæner og skader:
Hos Auxerre sad Jeleń og Anthony Le Tallec begge over i weekendens kamp mod Nancy. Jérémy Berthod er stadig ikke kommet sig oven på sin lyskenskade, men er dog begyndt at træne igen. Alexandre Licata er blevet opereret i anklen og ude resten af året. Desuden er Jean-Pascal Mignot lyskenskadet.
Real Madrid har efterhånden et helt lazaret, hvor det er sikkert, at Sergio Canales, Kaká, Fernando Gago, Ezequiel Garay og Raúl Albiol definitivt er ude. Desuden er Pedro Leon ikke blevet udtaget til truppen, og er derfor heller ikke med. Cristiano Ronaldo og Lassana Diarra har senest døjet med småskader, men spillede i weekenden og ventes derfor klar. Tilgengæld kan madrilenerne glæde sig over, at Pepe igen er klar til kamp.
Forventede startopstillinger:
AJ Auxerre (4-2-3-1): Olivier Sorin – Cédric Hengbart, Adama Coulibaly, Jean-Pascal Mignot, Stéphane Grichting – Delvin Ndinga, Benoît Pedretti – Valter Birsa, Roy Contout, Steven Langil – Dennis Oliech
Real Madrid CF (4-4-1-1): Iker Casillas – Sergio Ramos, Pepe, Ricardo Carvalho, Marcelo – Ángel di María, Xabi Alonso, Mesut Özil, Sami Khedira – Cristiano Ronaldo – Gonzalo Higuaín
Kampen spilles på Stade Abbé-Deschamps i Auxerre tirsdag klokken 20.45. Kampens dommer er danske Claus Bo Larsen.





























