Råder Real Madrid til at hente kæmpe stjerne: I vinder fem CL-titler med ham
Den 21-årige tyske offensivspiller Florian Wirtz er i øjeblikket en af de mest eftertragtede spillere i verden, efter at have imponeret for sin tyske klub Bayer Leverkusen gennem de seneste sæsoner.
Wirtz står foreløbigt noteret for 14 scoringer og 11 oplæg i 30 kampe for Bayer Leverkusen i sæsonen, og derfor er det ikke underligt, at store europæiske klubber som Manchester City, Bayern München og Real Madrid alle angiveligt skulle være interesseret i tyskeren.
Det 21-årige stortalent bliver dog ikke en billig mand at hente til klubben, da Bayer Leverkusen angiveligt forlanger omkring 750 millioner kroner for Florian Wirtz.
På trods af tyskerens høje prisskilt, så er den tidligere Real Madrid-tysker Paul Breitner ikke i tvivl om, at Wirtz vil kunne gøre en stor forskel for den spanske storklub. Det fortæller han til AS:
- Hvis Real Madrid køber Florian Wirtz til sommer, så vil de vinde fem Champions League-titler de næste ti år. Han er den spiller, de mangler. Han er en ekstraordinær spiller, siger Paul Breitner til AS.
Florian Wirtz har kontraktudløb med Bayer Leverkusen i sommeren 2027, men det tyske mandskab kan meget vel få svært ved at beholde den 21-årige tysker i klubben så længe. Især hvis han fortsætter sit imponerende høje niveau.