Som bekendt fyrede OB trioen, Viggo Jensen, Kim Brink og Lars Olsen. Sidstnævnte er blevet beskyldt for at forskelsbehandle sine spillere. Nu forklarer han selv årsagen til forskelsbehandlingen:
– Jeg erkender, at der har været forskelsbehandling af Eric Djemba-Djemba og Peter Utaka, og det har været helt bevidst fra min side. Jeg er som træner ansat til at skaffe resultater, og det gør jeg netop ved at behandle spillerne forskelligt. Nogen skal stryges med hårene, og andre skal have et spark bagi. Jeg så, hvordan jeg kunne få de bedste præstationer fra Djemba-Djemba og Utaka, som kommer fra en anden fodboldkultur. De har en anden tilgang til det og skal først og fremmest præstere om søndagen, udtalte den fyrede træner til Tipsbladet.
Lars Olsen har endvidere givet udtryk for, at han havde underrettet resten af spillertruppen, hvorfor han forskelsbehandlede sine spillere:
– Jeg har fortalt de andre spillere, hvorfor jeg behandlede Eric Djemba-Djemba og Peter Utaka, som jeg gjorde, og det forstod de. Det ved en mand som Morten Bisgaard, der nu udtaler sig alle steder, også godt. Han har bare ikke fattet konceptet med stjerner og vandbærere, så måske skulle han kigge lidt indad, slutter Lars Olsen.
Lars Olsen stod i spidsen for OB fra 2007-2010. Den tidligere landsholdsspiller har i de sidste to sæsoner skaffet odenseanerne sølvmedaljer i Superligaen. Han har tidligere trænet Randers FC.






























