OB tabte søndag aften 0-5 til de regerende danske mestre fra FC København, som simpelthen var en klasse eller to bedre end fynboerne:
– Nogle gange skal man acceptere, at man taber til en bedre modstander, men dermed ikke sagt, at man kan være tilfreds med sin egen indsats. Man må sige, at der manglede et gear eller to. Vi sad for langt fra dem, og så var de gode til at flytte bolden rundt. Vi var ikke dygtige nok til at komme tæt på eller lægge et pres. Det var nok det, der slog hårdt, fortæller Chris Sørensen til Indkast.dk.
Den tidligere landsholdsback forsøger også at sætte ord på, hvad FCK var bedre til i gårsdagens kamp:
– De var gode til at skabe overtal. De var gode til at have en ekstra mand med i form af en forsvarer. Det kunne man også se ved målet til 3-0. Bolden blev spillet skråt bagud. Vi havde sådan set en mand hver, og alligevel kom backen og lavede overtallet. De havde nogle ting, vi godt kan lære af.
Den 33-årige OB-spiller tænker ikke på førstepladsen længere. Nu gælder det om få fingre i sølvmedaljerne:
– Vi skal ikke ligge og kigge på tabellen og sige, at vi skal nå FCK. Vi har en anden opgave nu. Vi skal tage den andenplads, selvom det er så tidligt i sæsonen. Vi skal selvfølgelig have rettet nogle ting, og det er der, fokus er lige nu, slutter Chris Sørensen.





























