Manchester Uniteds irske forsvarsspiller, John O’Shea, er imponeret over hvad det portugisiske nyindkøb Bebe har vist til træning.
Den irske landsholdsspiller indrømmer, at han ikke har trænet meget sammen med Bebe, men siger, at det den 20-årige portugiser har vist har været imponerende.
Det unge talent var ved sin ankomst til Old Trafford for hele 67 millioner kroner et noget ukendt blad, men har på det sidste vist fine takter – også for det portugisiske U/21-landshold – og er blevet inkluderet i Manchester Uniteds Champions League-trup.
– De nye gutters indsats til træning bliver bedre og bedre, sagde O’Shea til ESPN om Uniteds nyindkøb – Chris Smalling, Javier Hernandez og Bebe.
– Bebe er først lige kommet til, så i de sidste par uger har jeg ikke trænet meget med ham, men på de få dage han har været med har han allerede vist, at han er en glimrende afslutter.
O’Shea er overbevist om, at de tre unge nyindkøb alle har potentialet til at få deres gennembrud på førsteholdet i denne sæson.
– Jeg er sikker på, at de alle er klar til førsteholdet, og manageren er overbevist om at de tre gutter helt sikkert vil spille en rolle i denne sæson, sluttede den irske landsholdsspiller.





























