EM - 1972
Da sommerens EM står for døren, vil Indkast.dk i tiden op til gennemgå de tidligere slutrunder. Næste stop - 1972.
I 1972 var der kun ét medlem af UEFA, Island, der meldte afbud til årets EM-turnering, hvilket betød, at det samlede antal deltagere på 32 var rekord mange.
Det betød også, at turneringen kunne afholdes på samme måde som i 1968, dog med den forskel, at der nu kunne være fire i alle kvalifikations-puljerne.
Ligesom fire år tidligere skete der ligeledes heller ikke de store overraskelser i 1972, da det stadig kun var vinderen af hver gruppe der gik videre til slutspillet, der spilledes i Belgien.
Den største overraskelse bestod derfor i, at Sovjetunionen og Spanien, der var to af datidens største fodboldnationer, endte i samme gruppe, hvorfor et af de to hold jo skulle elimineres allerede inden turneringen egentlig var gået i gang. I øvrigt var det de samme nationer der mødtes i finalen i 1964.
Det viste sig at sovjetterne trak det længste stik, da de med en sejr på hjemmebane over spanierne, endte med to point mere end dem. Her er det i øvrigt vigtigt at notere sig, at sejre kun gav vinderholdet to point i modsætning til i dag, hvor en sejr jo udløser tre.
I de øvrige grupper spillede både Ungarn, England, Belgien, Jugoslavien og de forsvarende europamestre fra Italien sig ganske sikkert videre, da de alle vandt deres respektive puljer med to point ned til nærmeste forfølger.
Den eneste gruppe der nåede at blive rigtig spændende var derfor den Rumænien skulle vise sig at gå videre fra. De gjorde det dog kun på en bedre målscore end Tjekkoslovakiet, da begge hold havde 9 point.
Turneringens suverænt mest overbevisende hold var det sidste og ottende der kvalificerede sig videre til kvart-finalerne - nemlig Vesttyskland.
Med et hold hovedsageligt bestående af profiler fra hjemlandets to topklubber fra Borrussia Mönchenglad og Bayern München, havde træner Helmut Schoen sammensat et hold, hvis spil under turneringen beskrevedes som ”fodbold fra det 21. århundrede” af det franske sportsmagasin L'equipe.
Ligesom ”Gli Azzuri” havde det, da de fire år tidligere tog trofæet, havde vesttyskerne også adskillige profiler fordelt i den 3-4-3 formationen træner Schoen svor til. Foran forsvaret lå Franz Beckenbauer og sørgede for, at den fjerde deciderede forsvarsspiller aldrig blev nødvendig - en rolle han kunne fokusere 100% på, da Gunter Netzer foran ham sørgede for at fodre offensiven med veludførte afleveringer, hvor Gerd Müller oftest sørgede for at banke læderet i rusen. Af øvrige profiler kan blandt andre Paul Bretiner, Uli Hoeness og Jupp Heynckes nævnes.
Derfor var det en særdeles spændende kamp der blev fløjtet i gang, da de engelske verdensmestre tog i mod de velspillende vesttyskere i kvartfinalen. Sidstnævnte formåede dog at hævne det nederlag, de led i VM-finalen i 1966 mod selv samme modstander med en 3-1 sejr på Wembley i det første opgør - i en kamp hvor især målscoreren Gunter Netzer gjorde sig positivt bemærket - hvorefter de sikrede sig det videre avancement i en kedelig målløs affære på Olympia Stadion.
På San Siro evnede de forsvarende europamestre fra Italien ikke at knække det belgiske forsvar, hvilket betød, at også denne kamp endte uden scoringer. I det omvendte opgør gik belgierne uimponerede til opgaven, og slog de azurblå ud med en sikker 2-1 sejr, hvor udeholdet først reducerede kort før tid på en straffesparksscoring.
Da Belgien jo var værter ved det senere slutspil kunne man tro, at de automatisk kvalificerede sig hertil qua deres værtsskab. Sådan var det imidlertid ikke dengang - alle hold skulle spille sig videre.
I kvartfinalen mellem Jugoslavien og Sovjetunionen - i øvrigt de to hold der på daværende tidspunkt oftest havde været repræsenteret i en EM-finale med to gange hver - opstod der aldrig tvivl om, at det var sovjetterne der skulle spille i Belgien, i det de vandt 3-0 hjemme og spillede 0-0 ude.
Den fjerde og sidste kvart-finale skulle dog vise sig at blive mere spændende end de tre forgående. I opgøret mellem Ungarn og Rumænien skulle der nemlig ikke to, men hele tre kampe til at afgøre, hvem der skulle gå videre, eftersom de to første kampe var endt henholdsvis 1-1 og 2-2. I retfærdighedens navn blev det besluttet, at ingen af de to hold skulle have hjemmebanefordelen i den afgørende kamp - en beslutning der resulterede i, at kampen blev spillet i Serbien. Denne kamp så ligesom de to tidligere også ud til at skulle ende uden en vinder, men Ungarns István Szöke ville det anderledes. Således sørgede han for en ungarsk sejr få sekunder inden stadionuret rundede de 90 minutter.
Ungarns held skule dog vise sig at slippe op, da de i semi-finalen mødte deres overmænd fra Sovjetunionen, i en kamp de tabte 1-0.
I den anden semi-finale stod værterne fra Belgien over for favoritterne fra Vesttyskland, der levede op til favoritværdigheden ved at vinde 2-1 på to mål af Gerd Müller.
Finalen var sat - det formstærke Vesttyskland skulle møde den rutinerede Sovjetunion. De mange (sovjettiske) tilskuere der havde håbet på en spændende og velspillet finale, måtte gå skuffede hjem, da turneringens topscorer, Gerd Müller, med to mål lagde fundamentet for solid Vesttysk 3-0-sejr.
Således skrev tyskerne sig for første gang ind i den EM-historie, de ingenlunde var færdige med at bidrage til.