Andreas Laursen

Robbie Keane – Omrejst målmager

Indkast.dk tegner her et portræt af Irlands farligste våben i kampen for avancement i EM-slutrundens gruppe C, hvor modstanderne hedder Spanien, Italien og Kroatien.
Hvis Irland skal have succes ved EM, kræver det en toppræstation fra landets anfører, den 31-årige angriber Robbie Keane. Den omrejste målmager er et klart førstevalg i Irlands angreb til sommerens EM-slutrunde og det med god grund. 53 mål i 115 landskampe vidner om en uovertruffen målnæse og en uvurderlig rutine, og det disse kvaliteter, der udgør Irlands primære arsenal, når den grønne ø skal op imod Spanien, Italien og Kroatien i gruppe C.

Karriere
Historien om Robbie Keane er en historien om en masse klubber, en masse mål og en masse penge, der skifter hænder. Robert David Keane blev født i arbejderkvarteret Tallaght, som er en forstad til den irske hovedstad Dublin. Som drengespiller var Keane tilknyttet Crumlin United, og allerede som 15-årige blev den unge angriber kontaktet af Liverpool FC, der ville have ham til England.

Keane ville gerne til England, men vejen til førsteholdsfoldbold i storklubben Liverpool FC så lang ud, og derfor skrev han i stedet under med Wolverhampton Wanderers. Efter to år i klubbens ungdomsrækker fik Robbie Keane som 17-årig debut for Wolverhampton i Englands næstbedste række. Den irske angriber imponerede fra start, og i løbet af to sæsoner blev det til imponerende 87 kampe og 29 mål. Keane havde også stor succes med det irske U18-landshold, der takket være en Robbie Keane i topform vandt Europamesterskabet i 1998.

Der var nu stor opmærksomhed omkring den unge angriber fra Dublin, og da det overraskende nok blev Coventry City, der løb med Keanes underskrift, blev han med et prisskilt på 56 millioner kroner den dyreste teenager i britisk fodboldhistorie.

Det viste sig, at Keane også kunne bombe i Premier League, og ved sæsonens afslutning var det blevet til 12 mål i 34 kampe for Coventry. Nu var der vakt international interesse om angriberen, og pludselig stod Inter Milan klar med en guldrandet kontrakt til nu 20-årige Robbie Keane. Denne gang lød overgangssummen på 120 millioner kroner, men opholdet i Italien blev ikke nogen stor succes, og snart var Keane tilbage i England, hvor han nu tørnede ud for Leeds United. 112 millioner kroner blev sendt til Milan, men grundet økonomiske problemer måtte Leeds i 2002 tage imod 65 millioner kroner fra Tottenham Hotspurs og vinke farvel til Keane.

Robbie Keane oplevede stor succes i Tottenham, hvor det blev til 107 mål i 254 kampe, før Liverpool FC pludselig meldte sig på banen. 11 år efter Merseyside-klubben første gange havde forsøgt at hente angriberen, lykkedes det endelig at tilknytte Keane mod et rekordbeløb på 190 millioner kroner. Keane var henrykt over at kunne trække Livepool-trøjen over hovedet, men opholdet i Liverpool FC blev ikke nogen stor succes, og året efter returnerede han til Tottenham for 130 millioner kroner. I løbet af to sæsoner spillede Robbie Keane 41 kampe og scorede 11 mål for London-klubben, hvorefter han i en alder af 30 år blev udlejet først til Celtic og siden hen West Ham United.

Sidste sommer forlod Robbie Keane så Europa for at prøve kræfter med USA i sin nuværende klub LA Galaxy. Det er indtil videre blevet til 7 mål i 13 kampe, og efter et kort lejeophold i Aston Villa (3 mål i 7 kampe) mens den amerikanske liga holdte pause, er Robbie Keane nu klar til at lede Irland mod succes ved sommerens EM-slutrunde i Polen og Ukraine.

Betydning for Irland
Robbie Keane kan om nogen kaldes en fodbold-nomade. I løbet af karrieren har den irske kaptajn repræsenteret 10 forskellige klubber, der tilsammen har betalt over 650 millioner kroner for Keane. Med få undtagelser har angriberen da også leveret, og i karrieren har Robbie Keane scoret over 220 mål for sine respektive klubhold.

På det irske landshold har Keane til gengæld altid følt sig hjemme. Han havde stor succes på Irlands U16- og U18-landshold, og i 1998 fik han som 18-årig debut på det irske landshold. Kort tid efter scorede han sit første landskampsmål, og siden er det blevet til intet mindre end 53 mål i 115 landskampe. Han har for længst slået rekorden som mest scorende, han har spillet flest kampe som kaptajn og var det ikke for Shay Given, ville han være den spiller med flest kampe for det irske landshold.

Robbie Keanes betydning for Irlands landshold kan ikke underdrives, og 7 mål i de 10 kvalifikationskampe til sommerens EM-slutrunde taler sit tydelig sprog. Målmand Shay Given og forsvarsgeneral Richard Dunne har begge leveret toppræstationer, men uden Robbie Keanes mål ville Irland ikke have kvalificeret sig.

Keane er ikke nogen verdensklassespiller, og det er meget muligt, at han aldrig har været det. Men i en alder af 31 år scorer han stadig mål på samlebånd for Irland, og videre avancement i en svær gruppe afhænger af, at han også gør det i kampene mod Spanien, Italien og Kroatien.

Profil
Navn: Robert David Keane
Nationalitet: Irsk
Født: 8. July 1980 (31 år)
Fødselssted: Dublin, Irland
Position: Angriber
Højde: 176 cm
Vægt: 72 kg
Favorit-fod: Højre
Kampe for Irland: 115
Mål for Irland: 53

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER